LICITATIONEN MENER: Holder du godt nok fast på dine gode folk?
Flere og flere virksomheder har tilsyneladende fået øjnene op for den motivationsfaktor det er at tilbyde medarbejderne bonusordninger, medarbejderaktier eller andre ordninger, som giver medarbejderne medansvar og indflydelse.
Tirsdag kunne man her i avisen læse om Confac, som har en succesfuld ordning med medarbejderaktier.
Der er ikke noget nyt i, at de mest fremsynede virksomheder også er dem der går forrest, når det gælder om at tiltrække nye, dygtige medarbejdere og at fastholde de medarbejdere, som er med til at skabe omsætning og indtjening.
Det handler vel at mærke ikke om de helt eksorbitante gyldne-håndtryk-aftaler i topledelse og bestyrelse. Det handler om de medarbejdere i virksomheden som er kulturbærende og innovative og som med deres virkelyst og dynamik er med til at navigere virksomheden frem mod de mål, der er sat.
Den leder eller virksomhedsejer som overser disse medarbejdere og som ikke formår at holde deres gejst i kog, de risikerer at tabe det hele på gulvet. For hvad er din virksomhed reelt værd uden medarbejdere?
Lønglidning er altid et problem, når der er kamp om kvalificerede medarbejdere. Det kan man faktisk også imødegå ved i stedet for lønforhøjelse at tilbyde medarbejderne en del af overskuddet eller medarbejderaktier.
I hvert fald en tanke værd, hvis man har noget at dele ud af.
Artiklen er en del af temaet Lederen.