Regeringen undersøger ny motorvej
Regeringen undersøger muligheden for at anlægge en ny motorvej i nærheden af København, der skal afhjælpe trængselsproblemer i hovedstadsområdet.
Der er således sat gang i en forundersøgelse af en motorvejsstrækning mellem Køge og Frederikssundsmotorvejen, den sydlige del af den såkaldte Ring 5-korridor, som særligt en række kommuner i hovedstadsområdet har efterlyst.
- Biltrafikken på Sjælland stiger kraftigt i disse år, og det koster samfundet rigtig mange penge, når vi spilder tiden på at holde i kø. Vores undersøgelser viser, at det på sigt ikke vil være nok at udvide de eksisterende motorveje i ringforbindelserne for at afhjælpe det pres, der er på vejene. Derfor vil vi nu undersøge mulighederne for at lave en ny motorvej, der kan lede noget af trafikken uden om København, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.
Vej mod godt afkast
Det samlede Ring 5-projekt, der går fra Køge til Helsingør, er med en intern rente på 10 pct. et af de vejprojekter med det bedste samfundsøkonomiske afkast, ifølge en opgørelse fra tænketanken Kraka og Dansk Byggeri.
Det er bedre end eventuelle opgraderinger af de eksisterende hovedstadsmotorveje Ring 3 og 4 og en ny midtjysk motorvejskorridor.
Hele strækningen er blevet vurderet til små 12 mia. kr., mens udgifterne til den aktuelle sydlige del fra Køge til Frederikssundsmotorvejen alene ikke er offentliggjort.
Forundersøgelsen bliver ikke overraskende modtaget positivt i anlægsbranchen.
- Det er godt at starte med en del af Ring 5, som vil løse en del af trængselsproblemerne i hovedstadsområdet, siger Henrik Friis, branchedirektør i Dansk Infrastruktur under Dansk Byggeri, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Tager to år
Han tilføjer dog, at branchen gerne ser, at projektet bliver en del af en større investeringsplan spredt over flere år.
- Vi håber, det ender med en masterplan frem mod 2030, som der er brug for.
Forundersøgelsen af Ring-5 syd er finansieret af staten og en række af de omkringliggende kommuner i fællesskab. På ministeriets hjemmeside står der, at der ikke har været "lokal opbakning til en ny motorvejsforbindelse i den nordlige del af Ring 5-korridoren".
Trods den nye undersøgelse er der fortsat et stykke vej til anlægsstart.
Forundersøgelsen af motorvejsstrækningen vil kunne gennemføres på to år, hvorefter der vil kunne sættes gang i en VVM-undersøgelse, som skal danne grundlag for et beslutningsforslag for en anlægslov.
Vejprojekter på tegnebrættetEksempler på igangværende undersøgelser af vejprojekter:
|