23948sdkhjf

Jernbanebro vinder Konstruktionsprisen

En unik kompositkonstruktion designet til højhastighedstog sikrer prisen til en mere end 500 meter lang jernbanebro

TP 30 jernbanebro er blevet tildelt IABSE-Danmarks Konstruktionspris 2018. Det oplyser IABSE Danmark - Dansk Forening for Brobygning og Bærende Konstruktioner på foreningens hjemmeside.

Den 512 meter lange jernbanebro - der er en del af den nye Ringstedbane ved Vallensbæk - er opført som en del af en totalentreprise for BaneDanmark i et konsortium bestående af CG Jensen/Barslund og Krilov arkitekter med ISC Rådgivende Ingeniører A/S som rådgivere.

TP 30 Jernbanebro

Montagen af den cirka 3.200 ton tunge ståloverbygning blev udført således at trafikken kun blev lukket ned i to weekender over en byggeperiode på halvandet år

13 stålelementer med en stykvægt på cirka 200 ton blev under den ene weekendlukning kørt fra Korsør havn med særtransport og samlet med midlertidige boltestød på den sydlige brodel. Tilsvarende blev udført til stålelementer for den nordlige brodel

De mellemliggende cirka 150 meter mellem motorvejstraceerne kunne monteres og samles uden nedlukning af motorvejen. Stødene i de to 256 meter lange brosektioner blev herefter helsvejst fra bure ophængt i brokasserne og forankrede i endevederlag

Fremstillingen af stålkonstruktionerne skete på værksted i Stettin i Polen tæt ved kajanlæg med nem adgang til søtransport frem til Korsør Havn, hvorfra transport til byggepladsen skete med særtransport ad motorvej

Overbygningen er en komposit kassedrager, som hviler på søjler samt i alt syv tværgående rammer med et spænd på op til 36 meter over motorvejen. Det er første gang i Danmark, at der benyttes en kompositkonstruktion i forbindelse med højhastighedsjernbane.

- Broprofilet er bevidst designet enkelt med færrest mulige flader, så broen set fra motorvejen ses som en gennemgående linje, der tydeligt tegner banens længdeprofil. Dette gør, at bilisten i højere grad kan aflæse broens længde og kurve, lyder det i en begrundelse for designet fra ISC Rådgivende Ingeniører.

Designet til højhastighedstog
Valget af koncept og byggemetode er styret af hensynet til kravet om mindst mulig forstyrrelse af trafikken på motorvejen, som er en af hovedindfaldsvejene til København.

Montagen af den cirka 3.200 ton tunge ståloverbygning blev udført således at trafikken kun blev lukket ned i to weekender.

Jernbanen krydser her motorvejen under en meget spids vinkel på henholdsvis 15,8° over de nordgående vejbaner og 21,8° over de sydgående vejbaner. Konceptet er afstemt med omgivelserne med henblik på at minimere den visuelle barriereeffekt.

Jernbanen er designet for højhastighedstog - som må køre op til 250 kilometer i timen på særligt anlagte strækninger - og der har været særligt fokus på konstruktionens dynamiske opførsel.

IABSE-Danmarks Konstruktionspris gik sidste år til Kulturbroen i Aalborg, der har Ommen & Møller A/S som entreprenør, COWI som rådgiver og Aalborg Kommune som bygherre.

Den formelle overrækkelse af årets pris finder sted i april.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109