Han gjorde samfundet mere beboeligt

Han er kendt som manden med en af de bærende roller i møbelkunstens guldalder. Der vist ikke var så gylden endda, men fyldt med jantelov og kollega-misundelse.

Arkitekten og designeren Finn Juhl (1912-89) voksede op med modernismen og kom til at stå for meget mere end de berømte snedkermøbler.

Som arkitekt havde han et skarpt blik for helheder, som vi skal årtier længere frem for at finde magen til; og som idehistoriker Christian Bundegaard skriver i sit imponerende og billedrige værk, "Finn Juhl - liv, værk, verden", blev Juhl en tværfaglig pioner:

Han stod for kunsten at skabe sammenhænge i de arkitektoniske opgaver, fra den mindste skala i det industrielle design til de største i byggeriet og byplanlægningen.

"Han argumenterede for at se bebyggelsesplaner, lejlighedens rumdisponering og møblering som ét tværfagligt anliggende, fordi klodsede og tunge møbler i uhensigtsmæssige opstillinger kunne føres tilbage til fejlagtige eller uigennemtænkte bebyggelsesplaner i det nye boligbyggeri, der på den tid skød op overalt", skriver forfatteren i sin indledning i den store monografi.

Vi er med andre ord i selskab med en perfektionist til fingerspidserne; et karaktertræk, der sammen med Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Poul Kjærholm gjorde ham til indbegrebet af Danish Design, eller Danish Modern.

Det store gennembrud
Christian Bundegaard giver med sin bog Juhl æren for, at netop dansk design blev verdensberømt i årene efter 2. Verdenskrig.

Hans gennembrud i USA, hans format som udstillingsarkitekt fra Chicago til Zürich og ikke mindst som indretningsarkitekt bag Formynderskabsrådets sal (siden 2013 Finn Juhl-salen) i FNs hovedkvarter i New York er alt sammen noget, bogen beskriver både vidende og velskrevet.

Det siger sig selv, at møbelnørder kan se sig helt og aldeles mæt i de lækre 272 sider, men der er også masser af kræs for de historie- og arkitekturinteresserede:

Inden for arkitektur og design var Finn Juhl - der aldrig tog afgang fra Arkitektskolen og var selvlært hvad møbeltegning angik - stærkt præget af arkitekten Kaare Klint, der insisterede på en videnskabeligt inspireret tilgang til møbeltegning, baseret på de mennesker, der skulle bruge dem til dagligt; et træk, der går igen på de fleste tegnestuer anno 2019, nemlig en humanisering af den faglige tilgang, hvor menneskers mål og behov er vigtigere end stilarter og konventioner.

Han arbejdede med andre ord med proportioner og materialer, så det både var sammenhængende og oplevelsesrigt - uden at mennesket blev glemt.

Modtræk til skævheder
Med bogen her, hvor gamle sort-hvide fotografier og smukke skitser veksler med smækre fotos af de mange stole og sofaer, træder Finn lyslevende frem. Juhl tegnede nogle af 1940’ernes og 1950’ernes mest interessante møbler og han var en af de første, der uddannede indretnings-arkitekter og ansatte dem på sin tegnestue.

Men han oplevede også misundelsen herhjemme: Var han i virkeligheden en dekadent charlatan og vejrhane med møbler ufortjent udstillet på alle de mest feterede museer verden over?

Nej, det var han ikke. Som Christian Bundegaard skriver: "Han gjorde det moderne samfund mere beboeligt, end industrialiseringens sociale skævhed, fremmedgørelsen, forurening, storbytrængsel og bolignød foreløbig havde gjort".