23948sdkhjf

Tempoet i bygge- og anlægsbranchen bliver knap så højt i 2019

Dette kunne naturligt være overskriften på en nytårshilsen om den samlede danske bygge- og anlægsbranche ved årsskiftet 2018/2019. For efter nogle forrygende år i overhalingsbanen for især nybyggeriet, er der udsigt til et år, hvor mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen skal vænne sig til, at det hele kommer til at gå lidt langsommere, end vi har været vant til de seneste år.

Et år, hvor der fortsat vil blive bygget masser af nye boliger og bygninger og renoveret på livet løs. Men hvor stort set alle økonomiske prognoser viser, at vi har lagt toppen af opsvinget bag os. Og især for anlægsbranchen ser det ud til at blive en hård opbremsning, fordi der bliver sat alt for få vej- og jernbaneprojekter i gang.

Og sandheden er, at bygge- og anlægsbranchen det seneste år på mange måder har været en fortælling om to byer a la Charles Dickens. I byggeriet er det meste gået fremad med rasende fart, og vi siger farvel til et år, hvor den største udfordring for byggevirksomhederne uden tvivl har været, at mange har haft svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Mange virksomheder i branchen har sagt nej til ordrer, fordi de manglede kvalificerede medarbejdere. Og det problem vil også være presserende for rigtig mange også i det nye år.

Derfor skal vi have endnu flere borgere, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, i job. Men det kræver politisk vilje at lave de reformer, der er nødvendige. Folketinget bliver eksempelvis nødt til at tage erhvervslivets ønske om lavere skat på arbejde alvorligt.

Medarbejdere fra udlandet
Vi skal også have mange flere til at se og vælge de mange spændende uddannelses-, job- og karrieremuligheder, der er i bygge- og anlægsbranchen. Heldigvis går det den rigtige vej. Virksomhederne har i det forgangne år oprettet flere praktikpladser, og mange steder er problemet i dag, at der er for få unge til at fylde pladserne. Den politiske aftale om erhvervsuddannelserne, der faldt på plads med finansloven, indeholder mange gode initiativer. Og den 8. januar lancerer Byggeriets Kvinderåd en række helt konkrete forslag til, hvordan vi kan få flere kvinder til at vælge en uddannelse og karriere i byggeriet.

Men virksomheder skal også kunne tiltrække de medarbejdere fra udlandet, som byggeriet er så afhængig af. Heldigvis ser vi, at flere og flere, fortrinsvis fra de østeuropæiske lande, kommer hertil for at arbejde i bygge- og anlægsvirksomhederne. Dem har vi brug for. Vi skal tage godt imod dem, og et af mine nytårsønsker er, at politikere og andre holder op med at blande debatten om flygtninge og migranter sammen med behovet for dygtige udlændinge, der kommer til Danmark med det formål at arbejde. Det er ødelæggende for hele det danske erhvervsliv og for hele samfundet.

To meget forskellige byer
Men for mange virksomheder i den del af branchen, der anlægger og renoverer veje, broer og jernbaner, har udfordringerne været helt anderledes. De har været ramt af, at de danske politikere endnu ikke har kunnet samles om at lave en langsigtet planlægning af udbygningen og vedligeholdelsen af vores lands infrastruktur. Det er noget, man helt naturligt gør i vores nabolande - Sverige og Norge - hvor det er almindeligt anerkendt, at en veludbygget infrastruktur er selve fundamentet under velfærdssamfundet.

Der skal gode veje, broer, jernbaner mv. til, for at samfundets ressourcer bliver brugt på en fornuftig måde. At sidde i køer og ikke kunne få hverken mandskab eller varer frem til tiden er spild af ressourcer - såvel menneskelige som miljømæssige. Og der er masser af anlægsprojekter klar, som beviseligt vil gøre Danmark rigere her og nu og i fremtiden. Så det Danmark ikke mindst har brug for i 2019 er ansvarlige politikere, der ikke gemmer sig bag teknokratiske termer som anlægslofter og råderum. Men som indser, at en moderne infrastruktur er forudsætningen for den økonomiske vækst og dermed det danske velfærdssamfund.

Samfundsøkonomien er ikke bare en kasse, hvor antallet af guldstykker afgør, hvor rigt samfundet er. Det er faktisk muligt at investere sig til en bedre fremtid, hvis man tør. Og det Danmark har brug for i 2019 er visionære politikere, der tror på fremtiden, og som ikke bare er interesseret i det næste folketingsvalg. Danmark har brug for en langsigtet infrastrukturplan, der vil løfte vores samfund op på næste niveau.

2019 er valgår. Og Dansk Byggeri håber, at den nye regering - uanset partifarve - vil arbejde aktivt for at skabe rammerne for et konkurrencedygtigt erhvervsliv, så vi kan bevare arbejdspladser og skabe vækst herhjemme.

Rigtig godt nytår.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094