23948sdkhjf

Vejstribesag skal for Højesteret

Opdateret kl. 10.25 med kommentarer fra adm. direktør i Eurostar Danmark A/S, Jesper Wraae-Bess.

Højesteret har besluttet, at den såkaldte vejstribesag kan føres i Højesteret.

I sagen har Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet tidligere afgjort, at LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S brød konkurrenceloven ved at byde på opgaver hos Vejdirektoratet som konsortium, mens Sø- og Handelsretten tilbage i september frifandt de to virksomheder.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen glæder man sig over, at sagen nu skal i Højesteret

– Højesteret har besluttet, at vejstribesagen er så principiel, at vi kan føre den der. Det er godt, at vi - og ikke mindst alle, der udbyder opgaver - nu får klarhed om, hvad der gælder, når virksomheder går sammen om at byde på en opgave, siger direktør Jakob Hald i en pressemeddelelse.

Virksomhederne har over for Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere påpeget, at de ikke har haft kapacitet hver for sig til at byde på kørebaneafmærkningen i de tre udbudte distrikter for Vejdirektoratet og derfor indgik i konsortiet.

Og hos Eurostar Danmark A/S er man ærgerlige over, at der ikke blev sat punktum i Sø- og Handelsretten. 

– Det er træls at skulle bruge endnu mere tid. Vi har haft den her sag kørende i mere end fire år. Det er på alle måder meget ressourcekrævende og hårdt menneskeligt, siger adm. direktør Jesper Wraae-Bess til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fortsætter:

– Vi vandt i Sø- og Handelsretten, og vi er fortrøstningsfulde. Nu tager vi sagen i Højesteret. Der er ikke andet at gøre. 

– Hvis konkurrencemyndighederne vinder i Højesteret, så vil det få nogle meget uheldige konsekvenser for ellers fornuftige samarbejder. Det gælder særligt ved store opgaver, hvor der er behov for at sprede risikoen. Det vil være et kæmpe tilbageslag for konkurrencen, supplerer han.

Afgørelsen tilbage i Konkurrencerådet førte til, at Vejdirektoratet og konsortiet sammen tog beslutningen om at annullere kontrakten på kørebaneafmærkning i de tre distrikter tilbage i juli 2015.

Sagen kort

  • Vejdirektoratet udbød i februar 2014 kørebaneafmærkningen i tre distrikter i Danmark: Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden. Udbuddet omfattede årene 2014-2017. 
  • LKF Vejmarkering og Eurostar Danmark gik sammen om at byde på opgaven gennem Dansk Vejmarkerings Konsortium. 
  • Som den eneste aktør bød konsortiet på at løse opgaven i alle tre distrikter. 
    Derudover var konsortiet den eneste aktør, der bød på at løse opgaven i Hovedstadsområdet. 
  • Konsortiet vandt udbuddet for alle tre distrikter, fordi prisen her samlet set var lavest. 
  • Det var en af konsortiets konkurrenter til kontrakterne, Guide-Lines, der anmeldte sagen til konkurrencemyndighederne. 
  • Både Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet kom frem til, at konsortiet var ulovligt, mens Sø- og Handelsretten netop er kommet frem til, at det ikke er tilfældet.
  • Nu er sagen på vej for Højesteret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109