23948sdkhjf

Byggematerialernes livscyklus skal gøres mere klimavenlig

Byggebranchen er nu nået så langt med at nedbringe bygningers driftsenergiforbrug, at fokus med fordel kan rettes mod byggematerialernes livscyklus, som belaster klimaet meget mere end selve driften.

Beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet viser, at klimabelastningen, som vedrører blandt andet opførelse og vedligehold af en bygning, nu er langt højere end klimabelastningen fra driftsenergiforbruget.
- Vi har lavet livscyklusvurderinger på en række bygningscases, hvor vi beregner ressourceforbrug og miljøpåvirkninger over hele bygningens livscyklus, det vil sige 80-120 år, siger seniorforsker ved SBI Harpa Birgisdottir. Livscyklusvurderingerne (LCA)
dækker over hele forløbet fra fremskaffelse af materialer, opførelse, udskiftning af materialer og til sidst nedrivning, genanvendelse og bortskaffelse. For blot et par årtier siden har den post stået for omkring 10-20 % af en bygnings miljøbelastning, men det
tal udgør nu op mod 50-70 % af den samlede miljøbelastning for nybyggeri.
- Hovedårsagen er, at vi er nået rigtig langt med at nedbringe driftsenergiforbruget, samtidig med at vores energiforsyning i højere grad er baseret på vedvarende energikilder. Derfor er det nu vigtigt også at fokusere på selve bygningen over dens livscyklus for at opnå vores klimamål og for at leve op til de internationale aftaler, vi har forpligtet os til, siger Harpa Birgisdottir.
Beregningerne viser, at hvis man kan nedbringe de indlejrede energiforbrug og miljøpåvirkninger fra nyopførte boliger, kontorbygninger og kulturbygninger med fx 20 %, vil det give en reduktion på mellem 1,6 og 1,9 TWh og 0,3-0,4 mio. tons CO2-ækvivalenter om året. Dette tal kan sammenholdes med den eksisterende bygningsmasses samlede driftsenergiforbrug på 75 TWh og den tilhørende udledning af 14,6 mio. tons CO2-ækvivalenter om året.
Vejen til et mere bæredygtigt byggeri kan være, at branchen i højere grad laver livscyklus-beregninger for bygninger, og at de laver dem tidligt i forløbet. Til det formål har SBI lanceret et gratis værktøj, LCAbyg, der kan inddrages allerede i designprocessen.
- Der er et incitament til at bruge værktøjet, fordi det er en del af at få DGNB-certificeret sin bygning. Når man søger sådan en certificering, så er det et krav, at
man laver en livscyklusvurdering af projektet, og der bliver vores værktøj brugt.
SBI forventer næste år at kunne udsende en ny version af LCA-værtøjet, som nemmere vil kunne inddrages endnu tidligere i designfasen.
- Det er vigtigt, at arkitekterne og ingeniørerne til sammenkan se, hvordan de kan påvirke miljøbelastningen. Der er mange grundlæggende beslutninger som materialevalg og bygningens form, som er så afgørende for resten af processen, så hvis man ikke får det med tidligt nok, så har man måske pludselig bygget en væg, som binder klimabelastningen for resten af bygningens levetid, siger Harpa Birgisdottir.

Magasinet Bæredygtighed udkom d. 28/11. Læs det hele og meget mere omkring tendenser i byggebranchen og deltag i debatten på vores LinkedIn Gruppe: Byggemomentum

https://www.linkedin.com/groups/4835431/

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078