23948sdkhjf

Vindertegning hylder byens modsætninger

Arkitektstuderende fra 70 lande har i år bidraget til Arkitektskolen Aarhus’ internationale tegningskonkurrence Drawing of the Year. Der kom 307 bidrag til den kreative dyst. Vinderen i år er Tianjing Lim fra Malaysia

Temaet for dette års konkurrence Drawing of the Year 2018 er "Shaping new Realities".

Vinderen er fundet, og førstepræmien på 5.000 euro (37.311 kr.) gik til Tianjing Lim fra Malaysia, der er studerende på Dessau Int.School of Architecture i Tyskland.

Det skete med en tegning, der adresserer spørgsmål om bevaring i bygningskultur og bygningsarv - og fremtidens arkitektur.

Arrangørerne hos Arkitektskolen Aarhus modtog i år 307 bidrag fra 70 lande.

Målet for deltagerne var at udforske nye tendenser inden for arkitektur gennem digitale tegninger, samt at udfordre brugen af ny teknikker og mixed media.

Ved først øjekast ligner vindertegningen et fremvoksende tårn, en fabrik, men går man tættere på, afsløres byens liv. Det er en vertikal by, baseret på en tolkning af den eksisterende byplan.

Men frem for at vælge side mellem det nye og det gamle, bygger tegningen videre på en modsætning. Den peger på, at man kan tilpasse vækst ved hjælp af bygningsteknologier - og stadig hylde den eksisterende arv.

Dommerkomiteen, der er imponeret over tegningernes høje niveau, hylder vindertegningens komposition som meget veludført "og perspektivet bidrager til en fornemmelse af dynamik. Den er æstetisk smuk med forbløffende detaljer, der gør os nysgerrige", lyder det blandt andet fra dommerne.

Velkomponerede tegninger
Andenpræmien på 2.000 euro (14.924 kr.) går til All at Sea, af canadierne Pascale Julien, Matt Breton-Honeyman og Amélie Savoie-Saumure fra McGill School of Architecture i Canada.

En nærmere undersøgelse af denne “grafisk stærke og velkomponerede tegning", afslører en grænseovergang mellem Israel og Jordan. Den demonstrerer den selektive proces, det at inddele mennesker i nationaliteter formet af politisk konstruerede territorier. Alt fremstår venligt og trivielt, men er meget politisk og foregår under konstant militær tilstedeværelse.

"Tegningen er stærk i kraft af en skønhed og formfuldendthed der grænser til overdreven perfektion", lyder det fra dommerne.

En drejebog til en film

Tredjepræmie går til britiske Jason Ho fra The Bartlett School of Architecture, der modtager tredjepræmien på 1.000 euro (7.462 kr.), for en tegning der er sammensat af en række mindre tegninger. Kludetæppet af fortællinger er taget fra en pensioneret ældre mands hverdagsliv.

Et greb, som dommerne kalder fornøjeligt men samtidig modigt og udfordrende: "Nærbillederne af de arkitektoniske opfindelser og skiftene mellem forskellige hastigheder i fortællingen udgør nærmest en drejebog til en film. Stregen er humoristisk, fremkalder følelser og giver lyst til at engagere sig i de mange lag", siger juryen.

Vindertegningerne og de såkaldte ’special mentions’ samt andre udvalgte tegninger er frem til 16. december udstillet på DOKK1 i Aarhus.

Hvad er Drawing of the Year?
Arkitektskolen Aarhus afholder hvert år den internationale konkurrence Drawing of the Year, der hylder arkitekttegningen.
Arkitektstuderende fra hele verden kan deltage i dysten, der udfordrer deres kreativitet og evne til via pen eller computer at inspirere til handling. I år kom der 307 bidrag fra 70 lande.
Konkurrencen er i år den sjette, og støttes af arkitektvirksomheden schmidt/hammer/lassen architects, Vola og Statens Kunstfond.
Hovedpræmien er på 5.000 euro (godt 37.000 kr.)
Årets tema er Shaping New Reality og har ført til generelle svar: enten dystopier eller en grøn fremtid – i mange forskellige varianter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142