Bygningen er fredet ...men hvorfor?

Det handler om at kunne fortælle, hvorfor man freder. Ny bog fejrer 100-året for den første bygningsfredningslov. Og diskussionen for og imod bevarelse lever endnu

Da Kulturministeriet 30. august i år sløjfede fredningen af Vikingeskibshallen i Roskilde, som dermed potentielt kan rives ned, vakte det stærke følelser.

Både hos dem, der var vilde med arkitekt Erik Christian Sørensens ikoniske betonmuseum fra 1969, og hos de, der hilste ophævelsen velkomne.

For selv om sagen om museet, der huser fem vikingeskibe fra Skuldelev i Roskilde Fjord, var speciel på grund af den akutte oversvømmelsesfare - og dermed risiko for at umistelig kulturarv bliver ødelagt - rører en fredningsophævelse ved noget i mange.

Måske frygten for at miste noget identitet og national egenart.

Derfor er det også værd at markere og fejre 100 året for Danmarks første bygningsfredningslov, mener forfatterne Jannie Rosenberg Bendsen og Mogens A. Morgen, der er aktuelle med bogen "Fredet", en mobbedreng på 368 sider, der går tæt på Bygingsfredning fra 1918 og til i dag.

De beskriver i deres bog forskellige synspunkter, som fortsat lever den dag i dag:

Enten bør man frede fordi bygningen eller stedet er et udtryk for national identitet, ikke fordi bygningen er smuk. Lyder et argument.

Et andet synspunkt er, at samfundet ikke skal bevare af nationale årsager, men i stedet se bygningsarven som del af en større menneskelig sammenhæng, uafhængig af grænseovergange.

Det er en diskussion, der allerede i begyndelsen af 1800-tallet blussede op, med markante fredninger i Grækenland i 1834 og Frankrig i 1873 som pejlemærker.

Hvad vægter højest
I sagen om Vikingeskibsmuseet er der ifølge kulturminister Mette Bock (LA) nogle helt særlige omstændigheder på grund af den stigende vandstand i Roskilde Fjord.

- Vi har en kulturarv (..) som vi har en meget, meget stærk forpligtelse og interesse i at bevare, (..) man kunne ikke i 1960’erne, da man byggede museet, have forudset den stigende vandstand. Derfor bliver vi nødt til at sige, at det, der vægter højest, er, at vi nu kan sikre vikingeskibene, sagde hun i forbindelse med beslutningen.

Men det havde ikke været uden sværdslag. Vikingeskibsmuseets ansøgning om affredning af Vikingeskibshallen blev nemlig i december 2017 afvist af Slots- og Kulturstyrelsen.

Dengang mente styrelsen, at bygningsværket havde særlige kvaliteter, som kunne bevares ved en restaurering.

På den måde har fredningsbølgerne bevæget sig frem og tilbage gennem danmarkshistorien, beretter forfatterne til bogen "Fredet", der kan fortælle om en historie med omvendt fortegn fra 1959, da Københavns borgmester Julius Hansen - der var almindelig kendt for at gå hårdt til værks med saneringerne - proklamerede, at han ville fratage stadsarkitekten arbejdet med Kommunehospitalets udvikling, fordi arkitekten gik ind for en fredning af Christian Hansens ikoniske bygninger fra 1863.

Et hav af årsager
I 1918 fik Danmark sin første bygningsfredningslov, og i anledning af jubilæet udkommer den arkitekturhistoriske fortælling om de første 100 år med dansk bygningsfredning.

På tværs af landet står cirka 9.000 fredede bygninger - fra pompøse slotte til jævne købstadshuse - som en del af vores fælles identitet.

Selv om samfundet ændrer sig, værner vi om bygningerne som fysiske vidnesbyrd om dansk historie og kultur.

Forfatterne undersøger, hvorfor man har fredet og ud fra hvilke kriterier. De afdækker, hvilke bygninger og hvilke typer arkitektur der er blevet tillagt værdi på et givent tidspunkt, og ikke mindst hvorfor. Hvor bygningens alder, kunstneriske kvalitet eller samfundsmæssige funktion som regel er de afgørende fredningskriterier, kan politiske og ideologiske motiver også spille en rolle, og bogen redegør for de mønstre og vurderinger, som kan læses af fredningerne.

"Det har været meget svært at frede en væsentlig del af Danmarks historie i form af landbrugsbygninger, og Ebeltofts gamle Rådhus var aldrig blevet fredet i klasse A, hvis det havde ligget i København", er en af forfatternes pointer. ///

Fra fredløst til fredet

Ideen om at beskytte bygninger og monumenter mod ødelæggelse, hærværk og forfald kom især på dagsordenen lige efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet. Den Franske Revolution var gået hårdt ud over kirker og klostre, og flere aktører i Frankrig og i andre europæiske lande begyndte at tale om juridisk beskyttelse af kulturarven.

I løbet af 1900-tallet blev indsatsen for bevaring stadfæstet igennem UNESCO under FN, som har udarbejdet flere konventioner om bevaring af natur- og kulturværdier.

I Danmark kan tanken om beskyttelse af værdifulde historiske bygninger føres tilbage til 1770’erne og den gryende nationalfølelse. I 1861 kom kirkerne under vingerne hos Det Særlige Kirkesyn, og i 1918 fik landet sin første bygningsbevaringslov. Fredning er siden da sket på initiativ af Det Særlige Bygningssyn. Mellem 1918-1919 blev 1.156 bygninger fredet. I dag er tallet på ca. 9.000.

Siden 1980’erne har der været fokus på at beskytte kulturmiljøer og de ca. 375.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark.

I dag har Danmark syv steder på UNESCO’s liste over verdens kulturarv: Fire bygningsværker og tre naturområder.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen og Bygningskultur Danmark

Artiklen er en del af temaet arkbyg.