Korngården er vækket af tornerosesøvnen
244 boliger i fire blokke i Ballerup er genopstået som nyt, flot, moderne og bæredygtigt byggeri. Her er horisonten udvidet både fysisk og menneskeligt. Brugeradfærden måles i hver lejlighed, og det er beboerne begejstrede for - for de sparer mærkbart. Her fortæller DAB, Dominia og Domus om den 330 mio. kr. dyre renovering, hvor “Væk med skimmelsvamp, byggeskader og kedeligt præg” har været afgørende fokuspunkter.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Ikke til at se, at Korngården 2018 i Ballerup i bund og grund er et byggeri fra 1958. Der er over tre år brugt 330 millioner kroner på den renovering, der lige er gennemført. Fra kedeligt til spændende. Fra lukket til åbent. Fra energitungt til energirigtigt. Der er udvidet, ændret, moderniseret
og åbnet op. Der er skabt portåbninger, stier, grønne områder og fælleshus. Som arkitekten Jesper Ingemann Mogensen siger: - Her har alle beboere fået deres horisont udvidet. Fysisk og menneskeligt. En gennemgribende helhedsplan har omskabt de fire lange, ens boligblokke til et indbydende byggeri. 248 ens lejligheder uden altaner er blevet til 244 lejligheder i flere variationer - med altaner. Farvel til byggeskader, kuldebroer, forekomst af skimmelsvamp og utidssvarende køkken- og badefaciliteter. Farvel til et meget lidt indbydende byggeri, der med en ældre arkitekts ord her i 2018 var bygget, så ”alle skulle have det lige kedeligt”.
Gevaldigt arkitektonisk løft
I et samarbejde mellem DAB, Dominia og Domus har Korngården gennem de sidste tre år gennemgået en totalrenovering. Den overordnede vision for projektet: økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed, Boligbyggeriet har fået et gevaldigt arkitektonisk løft og er blevet vækket af årtiers tornerosesøvn. I dag fremstår Korngården med to-, tre- og fireværelseslejligheder; 244 boliger i alt - i syv opgange er der indrettet kørestolsegnede boliger og installeret elevatorer. Tidssvarende og indbydende, lyse, sunde og større. Og med et energiforbrug, der er under det halve.
Drastisk og visionært
- Når nu vi skulle renovere byggeriet så drastisk, vil vi også gerne sikre os en stor energibesparelse. Vores ambition er at spare 60 procent på vand, varme og el i forhold til før renoveringen, fortæller Steen Ejsing, byggechef hos DAB.
Energirenoveringen består blandt andet af efterisolering og installation af nyt ventilationssystem, der genvinder varmen og sikrer et godt indeklima. Selv om det har kostet at foretage denne gennemgribende renovering af byggeriet, har det godt kunnet betale sig i stedet for at bygge nyt. Blokkene er løbende blevet afleveret. De første beboere flyttede tilbage for halvandet år siden. Det totale byggeri blev afleveret for få uger siden - den 24. oktober.
Brugeradfærd måles
Noget helt nyt er et projekt med måling af forbruget:
- I hver bolig sidder en lille skærm. Den tænder, når beboerne går ud og ind. Her vises forbrug af el, vand og varme. Her vises luftfugtigheden, og her popper gode råd op. Beboerne kan selv indstille nogle mål, og skærmen viser så, i hvor høj grad de er blevet nået. En måde at få lejerne motiveret til at have en mere bæredygtig adfærd, fortæller Jesper Ring, projektleder og partner i det rådgivende ingeniørfirma Dominia. Steen Ejsing fortæller om baggrunden for målingerne:
- Vi vil gerne med dette projekt forsøge at påvirke den enkelte beboers adfærd. Indtil videre kan vi se, at vi har opnået store besparelser. Jeg ved endnu ikke, om vi når de 60 pct., men vi er stadig i gang med en proces, siger han. Beboerne er begejstrede for
løsningen, og målet er, at de kan bruge skærmen til mere end bare overblik over deres eget forbrug, for eksempel til nyheder og kommunikation med ejendomskontoret.
Grønne kontakter
Han fremhæver også boligernes grønne kontakter, der er beregnet til alt udstyr med et standby-forbrug. Med et tryk på den grønne kontakt kan strømmen til al styret afbrydes nemt.
- I det hele taget er der satset på mange energirigtige tiltag hele vejen rundt. En rigtig god energirenovering, siger Jesper Ring.
Nye porte og facader
Fire lejligheder er nedlagt for at skabe plads til fire porte gennem de fire boligblokke. Et tiltag, der har banet vej for, at byggeriet ikke som hidtil lukker af, men åbner for omgivelserne. Ud over at renovere er boligerne blevet udvidet. Det er sket ved, at boligblokkene har fået nye facader, karnapper og altaner. Et greb, der har været muligt, fordi de gamle facader ikke var bærende, og de nye kunne trækkes helt ud under tagudhængene.
Slut med at vende ryggen til
Det er det rådgivende ingeniørfirma Dominia, der har haft det overordnede ansvar for hele ingeniørdelen af det store byggeri.
- Byggeriet åbner med de fire portgennemgange op i stedet for at vende ryggen til. De få kvadratmeter, det har kostet, er givet godt ud, fastslår Jesper Ring.
Større og bedre boliger
I snit er der brugt godt 1,3 mio. kr. på renoveringen af hver bolig, men beboerne slipper for urimelige huslejestigninger. Af de cirka 330 mio. kr., hele renoveringen har kostet, har Landsbyggefonden nemlig bidraget med cirka halvdelen. - Boligerne har fået flere kvadratmeter. Alle har fået større og helt moderne badeværelser og nye køkkener. Alt i alt større og bedre boliger og et langt pænere og mere indbydende byggeri, siger Jesper Ring.
Hele vejen rundt
Domus Arkitekter har bæredygtighed som tilgang for alle opgaver. Det sker ud fra et system, der fastlægger en bæredygtig standard baseret på at komme hele vejen rundt og ikke kun måle på enkelte parametre.
- Helheden rimer godt med vores tilgang til arkitekturen, siger Jesper Ingemann Mogensen, arkitekt, bygningskonstruktør og partner i Domus og påpeger, at en totalløsning var påkrævet, da der har været ret alvorlige udfordringer med skimmelsvamp og utætte facader.
Karnapperne, glughullet og horisonten
Med nye karnapper og altaner er boligerne udvidet både fysisk og menneskeligt. - For den enkelte beboer er det i lejlighederne sikret ved, at de - i stedet for at se ud af et glughul på en flad facade - fra karnappen nu også kan se ud af et hjørnevindue. For det totale byggeri er det sket ved, at hvor der før var en klar forside og en meget klar bagside, er der nu med porte gennem blokkene skabt meget bedre sammenhæng i området.
To forsider
- Vi kan vel sige, at der nu er to forsider, og der er skabt mulighed for et helt andet liv i området, også med haver ved stuelejlighederne, lyder det fra Jesper Ingemann Mogensen.
Nogle beboere var bekymrede ved tanken om at åbne byggeriet op, så det også inviterer andre ind i området. En bekymring, der er vendt til begejstring. Jesper Ingemann Mogensen roser afdelingsbestyrelsen for det fremsyn og mod, den har vist ved at gå i dialog med beboerne og få dem overbevist, og påpeger, at beboerne har fået rigtig meget for de penge, der er brugt på renoveringen.
Superfede lejligheder
Det kan Steen Ejsing bekræfte: - Generelt er folk rigtig glade for det. De har fået en superfed lejlighed. Altaner, nye køkkener og badeværelser. De tilbagemeldinger, vi får fra beboerne, er kun positive - bortset fra nogle mindre ting. Og så er beboerne ved at være lidt trætte af at bo på en byggeplads. I forbindelse med renoveringen af Korngården udvikler Keep-Focus en brugervenlig visualiserings-app til beboerne.
Magasinet Bæredygtighed udkom d. 28/11. Læs alt om Korngården og meget mere omkring tendenser i byggebranchen og deltag i debatten på vores LinkedIn Gruppe: Byggemomentum