23948sdkhjf

Flere andelskøbere betaler penge under bordet

Seks procent af køberne på andelsmarkedet betaler penge under bordet. Helt uacceptabelt, mener overborgmester

Boligmarkedet rundt om i Danmark er brandvarmt. Et stigende antal købere betaler penge under bordet for at få fingrene i en andelsbolig.

Det viser en ny rapport, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Erhvervsstyrelsen, ifølge DR.

I rapporten siger seks procent af køberne mellem 2015-2018, at de har betalt "penge under bordet" for at få deres andelsbolig.

I 2005-2018 var andelen 3,5 pct.

Rapporten viser også et stigende antal tilfælde, hvor køberne mener, at de har betalt for meget for forbedringer og løsøre.

Det er ifølge rapporten sket i syv procent af tilfældene, hvis man kigger på de seneste tre år. Fra 2005-2018 skete det i tre procent af handlerne.

Værst står det til i kommunerne København, Frederiksberg og Aarhus.

Frank Jensen (S), der er overborgmester i København, er skuffet og mener, at det tyder på grådige sælgere.

- Det er helt uacceptabelt, det er ulovligt, og det er med til at presse priserne op i et boligmarked, der i forvejen er presset, siger han til DR P4 København.

I København udgør over 30 procent af boligerne andelsboliger.

Frank Jensen påpeger, at det er op til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) at gennemgå rapporten og finde løsninger, der kan sætte en stopper for det.

"Rystende" tal
Hos Forbrugerrådet Tænk, der har siddet med i arbejdsgruppen, der har lavet rapporten, mener seniorøkonom Morten Bruun Pedersen, at tallene er "rystende".

Han vurderer, at tallet nok er større end det, som rapporten viser.

- Man spørger faktisk, om folk har overtrådt loven, så tallene er nok betydeligt større, end de tal der kommer frem her, siger Morten Bruun Pedersen til Ritzau.

Arbejdsgruppen har - ud over at se på problemets omfang - også undersøgt, hvordan man kan komme de sorte penge til livs.

Her er et af forslagene en ensretning for, hvad sælgeren må kræve for forbedringer på boligen.

Officiel vejledning
Et andet forslag går på, at man skal udarbejde en officiel vejledning, som gør både købere og sælgere opmærksom på, at det er ulovligt.

Morten Bruun Pedersen erkender, at de to forslag formentlig ikke kommer til at sætte en stopper for personer, der ønsker at score ekstra penge, når andelen skal sælges.

- Jeg tror ikke, at det løser hele problemet omkring andelsboliger, siger Morten Bruun Pedersen og påpeger, at en mulighed for at komme problemet til livs kan være at sætte straffen op.
/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Andelsboliger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157