Social bæredygtighed uden fælleshus
Der er generelt tale om et velfungerende socialt fællesskab i hverdagen i den almene boligbebyggelse Grøndalsvænge i Københavns Nordvestkvarter. Ifølge beboerne, er bebyggelsens relativt overkommelige størrelse en vigtig parameter for fællesskabets succes. Der er mange beboere, som vægter det sociale fællesskab med de andre børn og voksne meget højt.
I hverdagen er der et socialt fællesskab med ens naboer og de øvrige på kryds og tværs i bebyggelsen. I sommerperioden benyttes havesiden mere med socialt fællesskab med naboerne, og med dem, der bor i blokken overfor. For nogle beboere er fællesskabet størst, hvor indgangspartierne er, men for andre er det baghaven. Om sommeren er der liv mellem husene og i de små haver.
Der er et meget aktivt socialt liv for både børn og voksne. Mange af de børn, der bor i Grøndalsvænge, går i de tilstødende daginstitutioner. Så når vejret er godt, er der en bevægelse af børn og forældre fra daginstitutionerne til boligerne. Den korte afstand kan nemt tage en times tid, fordi man møder andre beboere og børn man kender fra bebyggelsen.
Forskellige interessegrupper
Bebyggelsen har en række brugerdrevne udvalg, som arrangerer forskellige sociale arrangementer. Der er fællesklubber for forskellige interessegrupper, som ifølge beboerne, er med til at forstærke fællesskabet og båndene beboerne i mellem. Ifølge mange beboere, erfares fælleskabet som værende særdeles succesfuldt med varige venskaber.
Fællesskabet er samtidig bundet op på et økonomisk fællesskab og en gensidig interesse i at huslejeniveauet ikke løber løbsk. Beboerne tvinges tidligt i forløbet til at tage et medansvar og tage stilling til, hvordan man kan påvirke boligafdelingens driftsøkonomi. Driftsadministrationen tilskriver det tidlige introduktionsforløb som et bidrag til det efterfølgende beboerkendskab. Beboernes gode erfaringer med Fællesvagten er, at man dén ene gang om året er fælles om driftsmæssigt arbejde sammen med beboere man ellers normalt ikke ville se. Det fælles ansvar for driften er et afgørende element for, at der i det hele taget opstår noget socialt.
Fangarme ud i lokalmiljøet
Driftsadministrationen har erfaring med, at beboerne - i mangel af et fælleshus - benytter sig af egne boliger samt af lokalområdets muligheder for at afholde fælles møder. Det kan enten være i de nærliggende daginstitutioner, hvor der om eftermiddagen er tomme ledige lokaler til rådighed eller på en nærliggende cafe. Et afdelingsbestyrelsesmøde kan man ifølge bygherren jo på skift holde hjemme hos hinanden med kaffe og hjemmebagt kage - og så kan det jo være, at man drikker et glas vin bagefter. Beboerne definerer møderne og fælleskabet som social bæredygtighed.
Beboerne har et stort ønske om et fælleshus til større arrangementer, fællesspisninger og for at bevare den tætte sammenhørighed. Men et fælleshus vil, ifølge driftsadministrationen og bygherren, forøge huslejen. Andre beboere giver udtryk for, at de gerne vil undvære udgiften til et fælleshus, taget i betragtning af, hvor få gange beboerne nok reelt vil benytte et fælleshus. Ifølge bygherren, skal man nemlig stadigvæk være opmærksom på, at det er en fornuftig husleje, der er en vigtig succesparameter i beboernes valg af bolig efter AlmenBolig+ princippet.
Man kan hævde, at det sociale samspil mellem bebyggelsens disponering af egne haver og beboersammensætning som børnefamilier bidrager til en social bæredygtighed. Man kan endvidere hævde, at fraværet af et fælleshus - paradoksalt nok - faktisk bidrager til en anden social dimension, idet beboerne har fundet alternative løsninger, når flere beboere skulle mødes på samme tid. Netop dét, at beboerne enten har holdt møderne privat hos hinanden eller benyttet de ledige lokaler i lokalområdet tolkes som en styrkelse af den sociale bæredygtighed. Den sociale bæredygtighed i Grøndalsvænge har således fået "fangarme" ud til det omgivende lokalmiljø i Nordvest.
Artiklen er en del af temaet Debat.
