Små entreprenører er bank for store bygherrer
Det er ikke i orden, at ellers veldrevne håndværkervirksomheder skal lide økonomisk, fordi de skal fungere som en gratis kassekredit for store offentlige og private bygherrer. Det sker nemlig, når bygherrer presser de mindre entreprenører til kontrakter med meget lange betalingsfrister. Blandt Gulvbranchens medlemmer opleves det efterhånden mere som reglen end undtagelsen, at der går tre til fire måneder, før sælger af en ydelse modtager betalingen fra køber.
Hvordan er vi havnet i den situation? Det skyldes, at det er meget billigere for for eksempel en bygherre at bruge underentreprenøren som kassekredit fremfor at låne pengene i banken. Med andre ord skubber køberen aben videre ned i systemet til sælgeren, der pludselig skal tilrettelægge en forretning, der kan udbetale lønninger, indkøbe materialer, betale husleje osv. i flere måneder før der kommer indtægter for det udførte arbejde.
Likviditeten er faldet
En frisk regnskabsanalyse fra revisionsselskabet Deloitte bekræfter således også, at likviditeten i byggeriets virksomheder er faldet i det seneste år. Lav likviditet betyder forringet adgang til rede penge, hvilket igen betyder, at virksomhederne har sværere ved at betale lønninger, indkøbe nyt materiel og investere i vækst. Det er en meget uheldig udvikling for en sektor, der i forvejen hungrer efter arbejdskraft og investeringer, der kan øge produktiviteten.
Med andre ord er det ikke kun den lille håndværksmester, der taber penge på de lange betalingsfrister. Ud fra en samfundsmæssig økonomisk betragtning er det også en skidt forretning, fordi det hæmmer den generelle vækst og innovation.
Krav om garanti
Der er findes sådan set allerede regler på området, hvor blandt andet Moderniseringsstyrelsens vejledning anviser en maksimal betalingsfrist på 30 dage for offentlige bygherrer. Men reglen gælder alligevel ikke, hvis to virksomheder aftaler noget andet. Problemet er bare, at det reelt er de store bygherrer, der svinger taktstokken, og at de mindre entreprenører nødvendigvis bare må rette ind efter betalingsbetingelserne i kontrakten på for eksempel 60 dage (eller endnu værre på 90 dage) plus løbende måned.
For at føje spot til skade, så bliver mange entreprenørvirksomheder tilmed mødt med krav om garantistillelse ved opgaver til det offentlige. Og det kan jo pludselig blive en udfordring at få rejst en garanti via sin bank, hvis likviditeten er lav som følge af store tilgodehavender.
Normalt skal markedet selv have lov at udfolde sig, men betalingsfrister er ikke en god konkurrenceparameter, fordi det ødelægger likviditeten hos især de nye og mindre polstrede virksomheder. Og det bliver et problem for os alle sammen, hvis disse virksomheder ikke har mulighed for at investere i nye medarbejdere og vækstfremmende initiativer.
Klausul om at følge vejledning
At skulle lovgive på området forekommer lige drastisk nok, og det bør være muligt for byggeriets parter i al stilfærdighed at blive enige om nogle fair betalingsregler. Moderniseringsstyrelsens vejledning er jo ganske fornuftig med 30 dages frist. Det er jo kendt, at mange bygherrer allerede i dag stiller en række klausuler i deres kontrakter, for eksempel krav om lærlinge mv. Hvad med om alle bygherrer i deres kontrakter også stiller en klausul om at følge Moderniseringsstyrelsens betalingsvejledning?
Artiklen er en del af temaet Debat.
