23948sdkhjf

Ny bydel får 23.000 kvadratmeter park

Borgmester var med, da de første træer blev plantet

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) fik æren af at grave for, da de første af i alt 250 spiselige træer torsdag formiddag blev plantet i Grønttorvsparken i Valby.

Bydelen vil fuldt udviklet bestå af 2.300 boliger og en 23.000 kvadratmeter stor park. ”Uden liv ingen bydel”, som adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra bygherren FB Gruppen udtrykte det i sin tale:

- Det er livet mellem husene, i gårdene og i den nye park, der skaber den gode bydel. Parken er Grønttorvets grønne hjerte. Og det er i dag, vi sætter hjertet i gang, sagde Hans-Bo Hyldig.

Grønttorvsparken er designet af 1:1 Landskab, der har lagt vægt på valg af træer og beplantning med spiselige frugter, nødder og bær – og på en lang blomstrings- og høstperiode.

Desuden bevares en del af den eksisterende konstruktion fra den gamle torvehal som et historisk element, så områdets historiske rødder som markedsplads for frugt og grønt også vil kunne mærkes i fremtidens bydel.

Parken har tre strategiske greb: Plantagen, Plænen og Promenaden. Plantagen bliver beplantet med træer med spiselige frugter til fri benyttelse for områdets beboere og besøgende. Plænen vil være parkens grønne åbne græsflade og tilbyder muligheder for et rekreativt liv med plads til både større aktiviteter og til ro og afslapning. Promenaden er et solrigt urbant strøg, der forbinder park og omkringliggende pladser.

Det første spadestik til den nye bydel på det historiske Grønttorv blev taget i 2016, og 568 af de 1.200 boliger er allerede taget i brug. Den første café er også åbnet, og inden længe åbner det første fælleshus med lokaler, der sammen med de mindre fælleshuse rundt om i bydelen, giver beboerne mulighed for at samles i fællesskaber.

- Sammenhængskraften i bydelen er allerede tydelig, og jeg er sikker på, at den vil styrkes endnu mere i de kommende år. De blandede boliger med ejer, lejer og andel skaber mangfoldighed og sjæl. Det er godt for København med flere grønne områder, sagde Ninna Hedeager Olsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142