23948sdkhjf

Bispebjerg ansætter ny projektchef

Akuthuset i Nyt Hospital Bispebjerg skal slå dørene op for patienter i 2023.

Kvinden, der skal sørge for at tidsplanen overholdes, hedder Lene Stevnhoved og kommer fra en tilsvarende stilling på det nye Universitetshospital i Køge.

Som ny projektchef på Bispebjerg skal Lene Stevnhoved lede en projektorganisation på omkring 20 medarbejdere samt en række rådgivere og entreprenører tilknyttet projektet.

- Jeg glæder mig til at møde teamet og få skabt et rigtig godt nyt hospital. Bispebjerg har jo en særlig stemning over sig, og det er en spændende opgave at få den oprindelige gamle arkitektur til at spille sammen med det nye, siger Lene Stevnhoved i en pressemeddelelse.

På Bispebjerg bliver en af hendes første opgaver at sende totalentreprisen på Akuthuset i udbud. En opgave til en værdi af knap 1,5 mia. kroner.

Bispebjergs nye projektchef

Lene Stevnhoved blev i 1993 uddannet civilingeniør, indeklima og energiøkonomi. Hun har en diplomuddannelse i ledelse fra UCC (2012) og en merkonom i personaleadministration (1998).

Siden 2014 har Lene Stevnhoved været projektchef for byggeri og anlæg på byggeriet af det nye Universitetshospital i Køge.

Inden da var hun leder af Ejendomscenteret i Solrød Kommune, og før det har hun fungeret som projektchef og projektleder hos nogle af Danmarks største ingeniørfirmaer. Derudover er Lene byrådspolitiker for Venstre i Solrød.

Hun er 51 år, gift og bor i Solrød Strand med to drenge på 15 og 18 år.

- På Bispebjerg står vi foran at skulle sende et udbud i totalentreprise, og i Køge-projektet har jeg netop været igennem den proces, så der har jeg friske erfaringer at trække på, siger Lene Stevnhoved, der ser mange paralleller mellem de to projekter:

- Begge steder har man et eksisterende hospital i drift, samtidig med at man bygger. Jeg synes, vi er lykkedes rigtig godt med at skabe et godt samarbejde mellem hospitalets drift og byggeprojekt, så det vil jeg tage med og arbejde for på Bispebjerg.

Nyt Hospital Bispebjerg blev i foråret 2018 en del af Region Hovedstadens Center for Ejendomme, og direktør Mogens Kornbo ser frem til samarbejdet:

- Lene kommer med en solid erfaring fra byggebranchen - og i særdeleshed hospitalsbyggeri, som er en meget kompleks disciplin. Hun kommer ind i projektet på et rigtig spændende tidspunkt, og vi glæder os til at få bygget rammerne om fremtidens hospital på Bispebjerg sammen med hende.

Lene Stevnhoved tiltræder 1. oktober.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173