Nordjysk arkitekt skal tegne nyt plejecenter på Mors
Går alt efter planen, stikker Morsø Kommune i foråret 2019 spaden i jorden til et nyt plejecenter med 48 boliger, hvoraf de 30 er til ældre med demens.
Ud af et samlet felt på fire arkitektfirmaer har en enig politisk styregruppe valgt Krogh Madsen Arkitekter A/S som totalrådgiver på projektet.
Arkitektfirmaet med base i Aars, mellem Aalborg og Randers, leverede det billigste tilbud og blev blandt andet på den baggrund foretrukket fremfor Arkitektfirmaet Nord, Skala Arkitekter og A&I Rådgivende ingeniører.
Prisen vægtede 40 procent i bedømmelsen, mens løsningsbeskrivelse, nærhed samt projektorganisering og erfaring vægtede henholdsvis 25, 20 og 15 procent.
Det nye plejecenter får et areal på cirka 3.600 kvadratmeter og skal opføres inden for et samlet budget på 61,68 mio. kroner.