Snæver udbudsstrategi kan skabe teknisk forældede byggerier
Man skal lære af sine erfaringer. Derfor er det også helt forståeligt, at Bygningsstyrelsen efter nogle få mere eller mindre mislykkede byggeprojekter, har valgt at tage deres samlede udbudsstrategi op til fornyet overvejelse. Men det er uheldigt, at styrelsen nu har konkluderet, at man af samme årsag vil droppe fag- og storentrepriser og fremadrettet udelukkende benytte total- og hovedentrepriser.
Dyrt for brugerne
Når det gælder eksempelvis det fejlslagne Niels Bohr-byggeri, vil det være både forkert og voldsomt forenklet at udpege valget af entrepriseform som den altoverskyggende årsag til de mange problemer. Skal man tro evalueringerne af projektet, er det stærkt tvivlsomt, om det havde ændret noget som helst, hvis byggeriet i stedet var blevet udbudt som hovedentreprise.
Alligevel vælger Bygningsstyrelsen altså nu at indføre et dogme, som betyder, at man på forhånd udelukker bestemte entrepriseformer. En beslutning, som i sidste ende kan komme til at koste de daglige brugere af byggerierne dyrt. For der findes ganske enkelt ikke én eller to modeller, som altid vil være det bedste valg, uanset hvilke typer byggerier der er tale om.
Forældede løsninger
I forbindelse med de teknisk tunge byggerier, som udgør en stor del af de projekter, netop Bygningsstyrelsen står bag, vil det være problematisk at overlade ansvaret til en hovedentreprenør, der ikke har sine primære kompetencer på netop det tekniske område. I praksis kan det betyde, at man til sidst står med bygninger og løsninger, der i bedste fald kun udnytter en del af deres potentiale og i værste fald er forældede, den dag de tages i brug.
Som stor, professionel bygherre er det helt afgørende, at Bygningsstyrelsen involverer sig aktivt både før og under byggeprocessen. Kun på den måde kan man sikre, at byggerierne bliver tidssvarende og lever op til brugernes ønsker og behov.
Rækken af kommende universitetsbyggerier er gode eksempler på en type projekter, der blandt andet indeholder laboratoriebygninger, som stiller store krav til de tekniske installationer. Krav, der kan være svære at honorere, når denne del af den samlede entreprise skubbes i baggrunden som del af en total- eller hovedentreprise. Netop her kunne der være sund fornuft i at vælge en anden entrepriseform, som i højere grad tager højde for det konkrete projekts tekniske krav. Men med Bygningsstyrelsens nye udbudsstrategi er dette ikke længere en mulighed.
Forkert at fastholde dogme
Den logiske løsning vil naturligvis være, at de tekniske installatører i højere grad påtager sig rollen som hovedentreprenører. Problemet er bare, at det er de færreste virksomheder, der har den nødvendige erfaring til at kunne overtage denne opgave. Det kan naturligvis ændre sig i takt med, at netop de tekniske installationer får stadig større betydning for de samlede byggeprojekter. Men indtil det sker, er det en fejl at holde fast i dogmet om total- og hovedentrepriserne som det eneste saliggørende.
Det er også muligt, at man skal og kan finde en anderledes entreprisevariant, der fastholder fokus på installationerne og samtidig tager de nødvendige hensyn til både totaløkonomi, effektivitet og faglighed før, under og efter byggeprocessen. Men i så fald bør Bygningsstyrelsen som landets største bygherre finde frem til denne model - eller fastholde en mere fleksibel udbudsstrategi - inden man binder sig til en strategi om kompromisløst udelukkende at benytte total- og hovedentrepriser.
Med en mere snæversynet udbudspolitik risikerer Bygningsstyrelsen med andre ord, at man ikke får det fulde udbytte af de faglige kompetencer, eksempelvis installationsbranchen ellers kan byde ind med.
Det er spild af både viden og ressourcer.
Artiklen er en del af temaet Debat.
