LICITATIONEN MENER: Flere vitaminer til anlægssektoren
Mens der er god fart i byggeriet, kniber det langt mere med anlæg. Investeringerne i anlægsprojekter er faldende, og hestene er så småt begyndt at bides. De store anlægsentreprenører er begyndt at interessere sig for selv mindre opgaver for at holdene aktiviteten oppe.
Det har dog været kendt i nogen tid, at anlægsinvesteringerne i 2019 ville falde. Det har fået flere virksomheder i den traditionelle anlægsbranche til at bevæge sig mod byggesiden, for eksempel over i råhusbyggeri.
Vi har før været vidner til stop-go politik fra statens side, men selvom det nok ikke helt kan undgås med svingninger, så er der rigtig god grund til at fastholde et niveau, også i anlægsbranchen, ganske enkelt fordi det er billigere i længden. Priserne stiger, når det går stærkt, og det gælder selvfølgelig også, når der skal anlægges veje og andre infrastrukturprojekter. Dels på grund af knaphed på materialer, men ikke mindst også manglen på kvalificeret arbejdskraft. Sidstnævnte er tilfældet, netop fordi flere bevæger sig over i eksempelvis råhusbyggeriet.
Som sagt er der flere gode grunde til at holde et vist niveau, og det skyldes ganske enkelt at staten kan købe billigere ind, når niveauet er jævnt. Virksomhederne kan langt bedre planlægge aktiviteter, og dermed kan de også byde ind med en lavere pris på arbejdet. Så når staten vil spare ved at sænke niveauet, kan det i sidste ende blive til en boomerang.
Så der er mange gode grunde til at planlægge projekterne, så der hele tiden er noget i gang. Behovet er der jo.