Nyt om navne
Cembrit
Allan Folmer Christensen, 53 år, er ansat i en nyoprettet stilling som Regional Operations Manager i den kommercielle del af Cembrit. Blandt Allans primære opgaver er at sikre udvikling og fuld gennemførelse af regionaliseringsstrategien samt bringe en ny dimension til forretningsudvikling i den nye Cembrit Nordics-region.
Allan, der er uddannet speditør, har et solidt kendskab til byggebranchen. Han kommer senest fra en stilling som Sales & Operations Director hos Velfac A/S, men har tidligere også i fem år været beskæftiget som Contracts Manager og adm. direktør hos Pro Tec Vinduer A/S i Danmark og Storbritannien. Dertil kommer 10 år som logistik-, kundeservice- og montagechef i Velfac i Danmark og Storbritannien samt syv år som speditør hos Dansk Supermarked.
Moe
Tine Christina Olsen, cand.merc.(jur.), er ansat som juridisk rådgiver i Erhverv & Bolig hos Moe Rådgivende Ingeniører i København. Tine har syv års erfaring, de seneste to år hos Københavns Ejendomme og Indkøb. I Moe bliver Tine en del af det juridiske team og skal bidrage med rådgivning på udbudsområdet og rådgivning inden for forsikring og entrepriseret.
Byens Tag & Facade
Anders Uffe Kåterud Freiberg, tømrer og byggetekniker, er startet som beregner i tilbudsafdelingen. Anders Uffe har arbejdet i byggebranchen i mere end 15 år, og har stor erfaring med renoveringsbyggesager.
Intego
Claus Høgh Christensen, ingeniør, er ansat hos Intego i Aarhus som afdelingsleder inden for industriel IT og automation. Claus kommer senest fra en stilling som projektleder hos GEA Liquid Processing.
Siden 2010 har han arbejdet som projektleder i proces og automationsbranchen og vil derfor bidrage positivt til den fortsatte udvikling og vækst af Intego med sin brancheindsigt og ledelseserfaring.