23948sdkhjf

Brøndum-koncernen har fundet sin nye topchef

Det bliver den 49-årige Tue Sjøntoft, der afløser Jes Jensen som administrerende direktør for Brøndum-koncernen. Tue Sjøntoft, der senest kommer fra Kemp & Lauritzen, tiltræder ved årsskiftet.

- I et felt af mange kvalificerede kandidater har vi valgt Tue Sjøntoft, dels fordi han gennem sin karriere har dokumenteret markante resultater indenfor udvikling og effektivisering af organisation og processer, dels fordi han har stor fokus på medarbejderne og på at skabe en god virksomhedskultur, udtaler bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen i en pressemeddelelse.

Tue Sjøntoft er uddannet cand.merc.aud. fra CBS og kommer til Brøndum med solid erfaring fra virksomheder inden for byggeri og teknisk service. Foruden Kemp & Lauritzen, hvor han var økonomidirektør, og i en periode konstitueret administrerende direktør, har han været økonomidirektør i Hoffmann og sektionsdirektør for økonomi i NCC.

Tue Sjøntoft kommer til Brøndum på et tidspunkt, hvor forretningen ser bedre ud end længe. I 2017/18 lykkedes det at vende et underskud før skat på 12,6 mio. kroner til et overskud på 13,2 mio. kroner. Og for første gang i en årrække kunne alle koncernens virksomheder fremvise sorte tal.

- Dermed er der skabt et solidt fundament for den videre udvikling, som Tue Sjøntoft skal stå i spidsen for, siger Torben Bjerre-Madsen.

Den afgående administrerende direktør Jes Jensen kom til Brøndum i 2015 og sagde selv sin stilling op i juni måned med en aftale om at blive på posten, indtil efterfølgeren var på plads.

- Helt fra start har det været en fælles forståelse, at Jes’ opgave var at få Brøndum i sorte tal. Med 2017/18 regnskabet lukket og godkendt, kan vi konstatere, at der er positiv bundlinje i alle koncernselskaber, og dermed er Jes’ definerede opgave løst, sagde Torben Bjerre-Madsen ved den lejlighed.

Brøndum-koncernen består af flere selskaber, hvoraf teknikentreprenøren Brøndum A/S er den største.  De øvrige selskaber er Brøndum Grønland A/S, Brondum International A/S og Brøndum Stål ApS.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094