23948sdkhjf

Danmarks nye rostadion mangler millioner

Det ambitiøse projekt har vist sig at være væsentligt dyrere end forventet

Hvis etableringen af Danmarks nye rostadion ved Bagsværd Sø skal realiseres i sin fulde form, bliver prisen 134,13 mio. kroner og ikke 91,7 mio. kroner som oprindeligt forventet.

Det fremgår af et mødereferat fra Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Gladsaxe Kommune, der er én af tre kommuner bag det ambitiøse projekt.

- Den forventede merudgift i forhold til det oprindelige budget kan primært henføres til for lave overslagspriser på byggeri og jordbehandling i det oprindelige budget, udviklingen i byggeindex og manglende pris- og lønfremskrivning for store dele af projektbevillingerne. Dertil kommer forventede merudgifter, som følge af forsinkelse af projektet på grund af længere sagsbehandlingstid på klagesager hos andre myndigheder, skriver udvalget i sin orientering.

Aart Architects, Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører vandt arkitektkonkurrencen om projektet i foråret 2017, og det er planen, at anlægget skal stå færdigt i 2020 med henblik på at danne ramme om VM i kano- og kajak sprint i 2021.

Byggeriet er i udbud, og når tilbuddene fra de bydende entreprenører kvalificeres i løbet af kort tid, kendes den samlede entreprisesum.

Herefter skal Gladsaxe Kommune, Københavns Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune tage endelig stilling til, om projektet skal videreføres.

- Det er for tidligt at sige noget om, hvad det kommer til at få af konsekvenser. Men der er ingen tvivl om, at det her projekt betyder meget for os. Der har været arbejdet på det i rigtigt mange år, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse (Soc.dem) til TV 2 Lorry.

Der er givet en samlet bevilling på 98 mio. kroner inklusiv moms. Ifølge den seneste beregning mangler der altså 36,13 mio. kroner for at føre det samlede projekt ud i livet.

Ifølge orienteringen fra Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget har der været dialog på kommunaldirektørniveau i de tre kommuner, og der er enighed om, at finansieringsbehovet vil indgå i de tre kommuners politiske forhandling omkring budget 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125