LE34 vil vokse i nye rammer
Der arbejdes på fuld damp på de danske byggepladser, og det kan mærkes hos Landinspektørfirmaet LE34 i Aalborg, der efter næsten 30 år i spritfabrikkens administrationsbygning nu er rykket i nye og mere fleksible lokaler på Gasværksvej.
Det har taget cirka to år at finde de rette lokaler, der både skal kunne huse flere medarbejdere og leve op til andre krav end almindelige kontorlokaler.
- Vores offshore-afdeling har hjemme i Aalborg, og derfor er der brug for ekstra plads til en båd samt en masse specialudstyr, der kan påmonteres for eksempel til måling af havdybder. Efter lang tids søgen har vi nu fundet det helt rigtige i det gamle Glasværk. Vi har fået langt mere tidssvarende og fleksible kontorlokaler, som giver plads til flere medarbejdere, og et stenkast fra indgangen har vi nu en frostfri hal på 120 kvadratmeter med seks meter til loftet, så vi har plads til vores grej, fortæller partner og afdelingsleder Kasper Svendsen i en pressemeddelelse.
Vækstparløb med byen
Da LE34 i Aalborg for 30 år siden flyttede fra trange kår i midtbyen til Spritfabrikken på Strandvejen, blev der plads til at udvikle virksomheden.
De følgende år bar præg af ekspansion gennem såvel fusioner som ved at udvikle forretningen.
I dag er der ud over landinspektører og landmålingsteknikere også ansat en række andre faggrupper, der bidrager til virksomhedens vækst.
- Når man giver en potteplante, der er vokset ud af sine rammer, en større potte med frisk jord, så vokser blomstrer den op på ny. For 30 år siden fik vi plads til at tænke nyt – vi fik blandt andet udviklet vores specialiserede offshore-afdeling. Vores vækst er fulgt med byens. Vi ønsker at være med i front på udviklingen, og alt peger på, at der kun bliver mere brug for vores arbejde fremover, siger partner og bestyrelsesmedlem Mads Hvolby.
Nye rammer, nye muligheder
Her i juli udvider LE34 i Aalborg staben med en ny landinspektør, og højst sandsynligt skal der også være plads til flere nye medarbejdere i de nye lokaler inden for en overskuelig fremtid.
- Der er godt gang i butikken, og vi får brug for flere hænder. Nu har vi fundet rammerne, hvor vi kan drive virksomheden videre, end vi allerede har gjort, og vi ser frem til de nye muligheder, som kontoret på Gasværksvej giver os, siger Kasper Svendsen.