23948sdkhjf

Staten har udbud på vej for 1,8 milliarder

Og der er lagt op til, at byggeprojekterne skal gennemføres i et "nyt og stærkere" bygherre-setup

Bygningsstyrelsen har været inde og opdatere sin byggepipeline for de kommende, forventede byggeprojekter over 40 mio. kr.

Den opdaterede byggepipeline indeholder 11 byggeprojekter med en samlet volumen på cirka 1,8 mia. kr. Et niveau på højde med de tidligere opdateringer:

- Bygningsstyrelsens byggepipeline har også de seneste opdateringer haft et niveau på mellem 1,5 og 2 mia. kr. fordelt på et tocifret antal projekter, oplyser Bygningsstyrelsen i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Den opdaterede liste tæller flere gengangere fra opdateringen i marts. På er blandt andet laboratoriemoderniseringer på såvel Aalborg som Aarhus og Københavns Universitet samt nybyggeriet af en særligt sikret retsbygning ved Vestre Fængsel.

Det største enkeltstående projekt på listen er nybyggeriet af den nye politiskole i Vejle for Rigspolitiet, som tæller knap 20.000 kvm til omkring 550 mio. kr.

Hovedparten af projekterne udbydes i år, men oversigten indeholder også projekter, som Bygningsstyrelsen allerede nu ved, skal udbydes i 2019.

Nyt bygherre-setup
Bygningsstyrelsen oplyser, at de nye byggeprojekter vil være omfattet af en række nye tiltag, som skal sikre, at byggeprojekterne gennemføres til den aftalte tid, økonomi og kvalitet.

Bag om Bygningsstyrelsen

Bygningsstyrelsen er statens ejendomsvirksomhed og bygherre
Bygningsstyrelsen er et resultat af regeringsdannelsen 3. oktober 2011, hvor regeringen lagde ansvaret for statens kontorejendomme og universitetsbygninger samt sager om byggeri i Bygningsstyrelsen.
Kilde: Bygningsstyrelsens hjemmeside

- Det er velkendt, at Bygningsstyrelsen tidligere har haft nogle byggerier, som er kørt i hegnet. Det kan hverken vi eller vores kunder været tjente med. Derfor er vi i gang med at implementere en omfattende handlingsplan for, hvordan vi sikrer et langt stærkere styrings-setup omkring projekter, så vores byggerier fremover gennemføres mere sikkert, både i forhold til tidsplaner, budgetter og byggekvalitet, siger Bygningsstyrelsens direktør, Rasmus Brandt Lassen, i en pressemeddelelse.

Han har overtaget direktørposten efter Gyrithe Saltorp, der blev fyret i november måned og nu sidder som adm. direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter A/S.

Fyringen af Gyrithe Saltorp skete, som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, efter en række store budgetskred på opførelsen af Niels Bohr Bygningen i København.

Her har en konsulentrapport afdækket, at Bygningsstyrelsen ikke har reageret i tide på de udfordringer, projektet har været i.

Projektet er fordyret med 1,3 mia. kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på cirka 1,6 mia. kr.

Samtidig med fyringen af Gyrithe Saltorp er projektstyringen af en række projekter flyttet fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.

Det gælder Niels Bohr Science Center og Statens Naturhistoriske Museum samt to byggerier ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på henholdsvis Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i Odense.

Ifølge Bygningsstyrelsen har de arbejdet med handlingsplanen for styrket projektgennemførelse siden ultimo 2017.

Det har grundet ferie ikke været muligt med yderligere kommentarer fra Rasmus Brandt Lassen på den nye handlingsplan.

Læs mere: Dansk Byggeri: Niveauet vælter ikke byggebranchen

Bygningsstyrelsens nye tiltag

Projektgennemførelsen styrkes med følgende tiltag, oplyser Bygningsstyrelsen:
Nye krav om indledende vurdering af projekternes kompleksitet. Denne vurdering ligger til grund for udbudsstrategi, bygherreorganisation og bemanding.

Øgede projektlederressourcer og kompetencer - herunder synlig tilstedeværelse på byggepladserne, Prince2-uddannelse og en gennemgribende revision af den fælles projektmodel.

Ny specialenhed, der kontrollerer kvaliteten af projektmaterialer. Enheden kan udføre digitale kollisionstests, som kan afsløre fejl i og manglende koordinering af projektmaterialet og granske for bygbarhed mv. Enheden har netop gransket over hundrede byggeprojekter og har opbygget omfattende erfaring med at opdage og afværge at fejl i projektmaterialet, der ellers ville medføre betydelige forsinkelser og fordyrelser.

Ekstern granskning af bygbarhed, risici samt økonomi af alle projekter over 100 mio. kr.

Ny specialenhed med ansvar for udbud og kontraktmanagement. Enheden skal sikre, at Bygningsstyrelsen indgår solide aftaler og løbende holde nøje øje med, at Bygningsstyrelsen får de leverancer, der er aftalt, og rejser berettigede krav, hvis det ikke er tilfældet.

Ny specialenhed af projektcontrollere, der skal bistå med budgettering, opfølgning på udvikling i budget, forbrug samt prognose mv. Der er implementeret et nyt standard økonomistyringsark og stamblade for alle projekter over 15 mio. kr.

Ny specialenhed for risikomanagement med ansvar for struktureret og systematisk risikovurdering på alle projekter af en vis størrelse. Derudover anvender styrelsen RAMRISK til en struktureret risikoregistrering samt kapitalisering af risici og vurdering af budgetsikkerheden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

4.675