Hele Randers Station skal renoveres
Siden forårets begyndelse har Banedanmark været i gang med et af sine største projekter nemlig ombygningen af sporet mellem Langå og Hobro.
Samtidig med arbejdet på jernbanen, er Banedanmark i gang med at ombygge en central bro i Randers, så der bliver plads til kørestrøms-anlægget til fremtidens elektriske tog under den.
Nu går arbejdet ind i den fase, hvor det er nødvendigt at spærre hele sporet på strækningen, og det kommer til at vare i otte uger - fra lørdag 30. juni til søndag 26. august.
Mellem Langå og Hobro lægger Banedanmark nye skinner og sveller på den 45 km lange strækning.
Ingen tog i perioden
Med i projektet er desuden en større ombygning af Randers Station.
Hele sporarealet på stationen bliver bygget om, perronerne og perrontunnelen bliver vedligeholdt, og desuden skal der rives to kommandoposter ned, der står på stationen, og etablere nyt sikringsanlæg.
- Vi har en travl periode foran os, hvor vi ombygger hele Randers Station. Vi udskifter alle spor og sporskifter, som kommer til at ligge andre steder i dag, fordi vi samtidig fjerner en række spor, der ikke er behov for længere, siger Banedanmarks byggeleder, Ole Baungaard Jakobsen, i en pressemeddelelse.
- Samtidig får vi udskiftet sikringsanlægget, og så er det ikke muligt at køre tog imens, tilføjer Ole Baungaard Jakobsen.
Kommandoposterne på Randers Station bliver revet ned i forbindelse med, at sikringsanlægget skal udskiftes.
Træsveller på museum
Den ene var brændt ned for nogle år tilbage, og fra den, som var i brug, fjerner Banedanmark først dele, der kan genbruges. Desuden er 300 træsveller sendt til Frilandsmuseet Hjerl Hede.
For at minimere generne for passagererne rives den gamle bro, der fører Viborgvej over jernbanen, ned. Den erstatningsvej, som trafikanterne skal køre på i en periode, er anlagt,
- Vi har nu bygget den første del af den nye bro og ført en midlertidig erstatningsvej over den del af den nye bro. Og nu går vi så i gang med at rive den gamle bro ned og bygge den nye bro færdig, inden vi fører vejen tilbage til sin permanente placering," siger Banedanmarks projektleder, Martin Bøgh Friis, i pressemeddelelsen.
Fortsætter et år endnu
Arbejdet med at ombygge broerne, der fører henholdsvis Viborgvej og Parkboulevarden over jernbanen, har været i gang siden januar og fortsætter frem til sommeren 2019. Arbejdet på Parkboulevarden, som er et mindre broarbejde end Viborgvej, er først opstartet for nyligt, men afsluttes ligeledes sommeren 2019.
I alt skal omkring 50 broer på strækningen mellem Aarhus og Lindholm ombygges for at skabe den nødvendige frihøjde under broerne til det kommende kørestrømsanlæg. brahe