Trafikpropper over Limfjorden rammer virksomhederne
De alvorlige trafikgener over vejforbindelserne over Limfjorden, er dyrt for virksomheder i regionen.
Det skyldes dels, at medarbejderne sidder fast i trafikken og dermed vanskeliggør forsyningen af arbejdskraft, men også de omkostninger der opstår fordi godstransporten bliver forsinket og må køre omveje.
Det er en af hovedkonklusionerne i en ny såkaldt sårbarhedsvurdering, som rådgivningsvirksomheden Rambøll har lavet for Region Nordjylland.
Analysen af de eksisterende forbindelser over Limfjorden ved Aalborg slår fast, at der på flere områder tegner sig et dystert billede for både borgere, erhvervsliv og samfund, hvis ikke der skabes større robusthed i vejnettet.
Udover generne ved de daglige forsinkelser har de overtrafikerede forbindelser også betydning for borgernes bosætning, områdets havne, erhvervsudviklingen og Aalborg Lufthavn.
Ingen tid at spilde
Den samlede sårbarhed betyder, at en tredje Limfjordsforbindelse bør besluttes nu, mener regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S), som også er formand for komiteen 3. Limfjordsforbindelse.nu.
For selv i tilfælde af at en beslutning om realisering af en tredje Limfjordsforbindelse træffes inden for det næste års tid, vil der gå op mod 10 år inden forbindelsen kan åbnes.
I denne periode vil selv en stagnerende trafikvækst forøge konsekvenserne, og tiden det vil tage at genoprette det tabte vil vokse, mener hun.
Trafikken
Vejbroen passeres i øjeblikket af omkring 30.000 køretøjer i døgnet og tunnelen passeres af omkring 80.000 køretøjer i døgnet. Begge forbindelser er stærkt belastede i myldretiderne og også forbindelsesveje i området er belastede i myldretiderne. Med den nuværende trafikbelastning opleves der allerede i dag hyppige forstyrrelser af trafikken på forbindelserne over Limfjorden for eksempel i form af trafikuheld i tunnelen, på broen eller på det tilstødende vejnet. De synlige konsekvenser er tilbagevendende kødannelser og forsinkelser for den øvrige trafik.
Kilde: Rambøll |
- Vi ved, at kapaciteten er opbrugt på begge Limfjordskrydsninger ved Aalborg. Men trafiktallene fortsætter med at stige, og jo tættere trafik, jo flere uheld. Jeg er sikker på, at der bliver tænkt grundigt over, hvordan de ansvarlige myndigheder bedst håndterer situationer med de nuværende forbindelser, selvom der for eksempel mangler nødspor i tunnelen. Men det er en tredje Limfjordsforbindelse, som vil gøre den store forskel og sikre den robusthed og forsyningssikkerhed, som også nordjyderne har krav på. Det vil tage mange år at anlægge den 3. Limfjordsforbindelse, så der er ingen tid at spilde - vi skal i gang nu, siger Ulla Astman.
Vænner sig til det
Direktør i den Aalborg-baserede tømrer- og snedkervirksomhed Nowell, Henrik Thomas Pedersen bakker op om behovet for en tredje Limfjordsforbindelse.
Han fortæller, at man som virksomhed skal være god til planlægning for at undgå trafikpropper.
- Nu kører vi meget tidligt om morgenen og også den anden vej, end hvor der er køer, så vi kan godt undgå spildtid. Men det kræver, at vi er omhyggelige med, at få alle materialer med, for det vil tage meget lang tid, at køre tilbage efter det, hvis vi mangler noget. På den måde kan man sige, at vi har vænnet os til det, siger han.
Vejbroen passeres i øjeblikket af omkring 30.000 køretøjer i døgnet og tunnelen passeres af omkring 80.000 køretøjer i døgnet.
Det konkluderer rapporten
Mobilitet og bosætning: Bosætningsmønstret vil potentielt blive påvirket af alvorlige trafikgener over vejforbindelserne over Limfjorden, og kommunerne nord for fjorden vil se denne udvikling forstærket
Havne, godstransport og anden erhvervskørsel: De nordenfjords havne – primært Hirtshals, Skagen og Frederikshavn – er i høj grad afhængige af transportforbindelserne over Limfjorden, og selv korte afbrydelser kan med de forsinkelser, de vil medføre, indebære store gener for havnene og de anløbende skibe, der er afhængige af transporternes ankomst til tiden Lufthavnen: En stor del af Aalborg Lufthavns opland ligger syd for fjorden og en afbrydelse eller forringelse af forbindelserne over fjorden kan derfor have meget alvorlige konsekvenser for trafikken gennem lufthavnen Virksomheder og erhvervsudvikling: Det er dyrt for virksomheder i regionen hver gang kapaciteten af vejforbindelserne over fjorden reduceres eller en af forbindelserne lukkes for kortere eller længere tid. Det skyldes dels en vanskeligere pendling for medarbejderne, der vanskeliggør forsyningen af arbejdskraft, men også de omkostninger der vil være forbundet med godstransportens forsinkelser og omvejskørsel. Turisme og handelsliv: En situation med forlænget eller usikker rejsetid vil have en negativ indflydelse på antallet af turister Sygehuset og akutberedskab: Trafikproblemer ved krydsning af fjorden vil derfor have fatale følger, såfremt der ikke findes alternative forbindelser. Kilde: Rambøll |