Renoveringen fortjener større opmærksomhed
For nylig hørte jeg mig selv opfordre til at "bygge mindre" på en Realdania-konference, som havde fokus på at skabe grøn omstilling i byggeriet.
Måske et lidt paradoksalt budskab i en branche, som for tiden har mere end almindelig travlt med at bygge nyt. Når jeg alligevel havde brug for at sige det højt, så skyldes det, at vi i branchen har en kedelig tendens til at fokusere blindt på "det store" og "det nye" - store ikonbyggerier og nye imposante vartegn, som vi kan vise frem for hinanden.
Og det er sådan set også meget fint. Men jeg savner, at vi giver samme opmærksomhed til den mindst ligeså vigtige udfordring at renovere, optimere og aktivere den eksisterende bygningsmasse.
Fremtidens bygninger er mere fleksible
Som arkitekter møder vi ofte private og offentlige kunder, som kommer til os, fordi de er vokset ud af deres bygninger. De efterlyser flere kvadratmeter. Som regel fordi de oplever, at pladsen er blevet for trang.
Når vi efterfølgende laver vores kapacitetsanalyser, ser vi dog ofte, noget ganske andet: Vi ser, at der er uudnyttede muligheder i de eksisterende bygninger. Det kan være lokaler, der ikke bliver brugt, som kun bliver brugt ganske få timer i døgnet eller som sagtens kunne have dobbelt- eller trippel-funktioner.
Tag nu bare de uddannelsesinstitutioner og folkeskoler, som jeg dagligt er ude at besigtige. Her er virkeligheden den, at en række lokaler er målrettet specifikke funktioner og derfor står tomme i de timer, hvor der ikke undervises i netop disse fag. Ikke fordi det nødvendigvis skal være sådan, men fordi vi er vant til at tænke sådan!
Gangarealerne på de gamle skoler, som i udgangspunktet alene er anlagt for, at elever og lærere kan transportere sig selv til og fra klasselokalerne, kan sagtens bruges bedre i løbet af dagen. Ved at lave små nicher kan der etableres læsezoner og grupperum, som øger kapaciteten og imødekommer pædagogiske behov i undervisningen. Andre steder kan vinduer og vindueskarme, ved at justere højde og placering, bruges som siddenicher eller arbejdsstation for små grupper af elever. Og i det hele taget er der et hav af uudnyttede muligheder for at bygge mere kapacitet og flere anvendelsesmuligheder ind i de eksisterende bygninger.
Det lokale særpræg kan bevares
En stor del af den eksisterende bygningsmasse - herunder de gamle folkeskoler - er bygget af gode kvalitetsmaterialer, som stadig holder mange årtier senere. Det er noget, vi kunne lære af, når vi bygger i dag - og i mange tilfælde derfor også værd at bevare.
Dertil kommer, at det sjældent er en bæredygtig løsning at rive ned for at bygge nyt. For selvom nye bygninger i de fleste tilfælde (heldigvis) er grønnere end de bygninger, de erstatter, så ved vi jo godt, at det energi- og materialeforbrug, som er forbundet med først at rive ned, bortskaffe og derefter bygge og opføre nyt, mildest talt er omfattende.
Derfor ville det være en katastrofe - både ud fra en bæredygtighedsbetragtning og ud fra en interesse i at bevare det historiske særpræg - bare at rive ned. Og det ville være en tilsvarende katastrofe, om man ikke gjorde sig klart, at de fysiske rammer naturligvis skal matche den tid, vi lever i.
Opgaven må derfor være at bringe vores gamle bygninger ind i nutiden. Og her bør vi huske på to ting: For det første, at der er masser af kvalitet i det eksisterende byggeri, som vi skal passe på at bevare. Og for det andet, at det største grønne potentiale - og den vigtigste og sværeste udfordring - ligger i at optimere og aktivere den bygningsmasse, vi allerede har bygget.
Artiklen er en del af temaet Debat.
