Hollandsk ejendomsudvikler etablerer sig i Danmark
Den tidligere administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark, Torben Christensen, skal stå i spidsen for en hollandsk satsning på udvikling af fleksible, midlertidige boliger i Danmark.
Den hollandske ejendomsudvikler Camelot åbner den 1. juli et kontor i Danmark, hvor målet er at tilbyde billige boliger til studerende, unge, udenlandske ansatte og andre med behov for en såkaldt fleksibel bolig, som Camelot selv kalder dem.
Bag fleksible boliger gemmer sig de mange ledige lokaler, som ikke er i spil på almindelige markedsvilkår - eksempelvis tomme erhvervsejendomme, der kan omdannes til midlertidige boliger.
Tage fat i ejendomsejere
Derfor skal Torben Christensen som ny business development director nu kontakte ejere af ejendomme, som vil undersøge om en midlertidig omdannelse af en erhvervsejendom til boliger eksempelvis kan begrænse deres omkostninger til drift og vedligeholdelse af ejendommen. Eller om en tom byggegrund eller kontorbygning med fordel kan omdannes til midlertidige boliger.
- I Holland har man tænkt helt anderledes og har fundet en model, der skaber tusindvis af betalelige boliger, vel at mærke uden omkostninger for samfundet, for staten, for kommunerne og for ejendomsejerne. Ganske enkelt ved mere fleksibelt at udnytte de ressourcer, der allerede er skabt. De tanker tiltaler mig, og jeg glæder mig til at føre de gode ideer til Danmark, siger Torben Christensen i en pressemeddelelse.
Har analyseret markedet
Han stoppede i Ejendomsforeningen Danmark i maj sidste år, efter organisationens bestyrelse ønskede en ny profil på posten.
De seneste måneder har Torben Christensen hjulpet Camelot med at analysere det danske marked og afdække behovet for løsninger, hvor man udnytter de ledige lokaler og arealer til boliger.
- Camelot har i 25 år arbejdet på at skabe sikre, sunde og ikke mindst betalelige boliger til studerende, unge, udenlandske medarbejdere og andre med behov for en fleksibel bolig. Vi gør det ved at udnytte de ledige lokaler og arealer, der for tiden ikke er i spil på almindelige markedsvilkår. Camelot ser i Danmark et stort potentiale for både betalelige boliger og for at give ejendomsejerne et alternativ til tomme ejendomme, udtaler Camelots administrerende direktør, Joost Van Gestel, i pressemeddelelsen.
Den hollandske boligudvikler er etableret i Holland i 1993 oven på en betydelig boligmangel i Holland.
I dag har Camelot 18 kontorer i syv lande.
Camelot
Kilde: Camelot |