Hvor er byggebranchens Claus Meyer?
Kokkefaget har formået at gøre det: På ganske få år har faget opnået høj prestige, og det er i dag en attraktiv karrierevej, der rummer store muligheder for unge. Det skyldes ikke mindst kreative og visionære fyrtårne som Claus Meyer og René Redzepi, der er gået til faget med store visioner og ambitioner om at ændre en hel madkultur.
Kokkefaget er et eksempel til efterfølgelse for os som byggebranche. Vores store udfordring består nemlig i, at de unge ikke finder det attraktivt at blive håndværker. Kun 19 procent af ungdomsårgangen har i år søgt ind på en erhvervsuddannelse, og de unge finder det langt mere attraktivt at vælge en gymnasial uddannelse end en praktisk uddannelse.
Alarmerende stor mangel
Det satte jeg på dagsorden som oplægsholder på konferencen "Byggeriets Top", som Licitationen havde inviteret til. Her satte vi som branche fokus på, hvordan vi bedst forbereder os frem mod 2025. Jeg opfordrede til, at vi som branche også selv skal være med til at sikre flere faglærte i byggeriet fremover.
For det er alarmerende, at vi 2025 kommer til at mangle omkring 70.000 faglærte. Hvis vi ikke har dygtige faglærte i byggeriet, hvor vi er direkte afhængige af dygtige håndværkere, kommer det selvsagt til at have enorme konsekvenser.
Ikke kun for kvaliteten af de bygninger, der danner rammerne om vores hverdag, vores hjem og vores arbejdsliv. Det vil også have konsekvenser for branchens evne til at udvikle nye produkter og innovative løsninger. Innovation og nytænkning kræver et solidt fundament af faglig kvalitet og dygtige hænder; det kræver en balance mellem kloge hænder og kloge hoveder.
Hvem tør gå forrest?
Det er godt med politisk fokus på området, og jeg kan kun hilse den nye aftale, hvor de praktiske fag kommer til at fylde langt mere i folkeskolen, velkommen. Men måske kan vi også selv gøre noget for, at en karriere som håndværker bliver mere attraktiv.
Jeg tror, vi skal se på kulturen i vores branche. Kulturen er præget af vanetænkning, og mens verden omkring os udvikler sig i hastigt tempo, gør vi stadig mange ting på samme måde, som vi altid har gjort. Jeg tror også, vi skal blive bedre til at fortælle de gode historier om stolte håndværkstraditioner og visionære løsninger - og vi skal have ambitioner om at ændre den kultur, vi har i byggeriet i dag.
Derfor skal vi lade os inspirere af kokkefaget, for her har man i dén grad formået at rebrande et helt fag, ændre en hel madkultur og skabe et prestigefyldt erhverv. Måske finder vi her opskriften, som vi i byggeriet kan lade os inspirere af? Måske skal vi også selv blive bedre til at udbrede budskabet og gøre det attraktivt at vælge en karriere som håndværker.
Hvem har mon visionerne, ideerne og modet til at blive byggeriets Claus Meyer?
Artiklen er en del af temaet Debat.