23948sdkhjf

Danske arkitekter vinder norsk milliardprojekt

Henning Larsen Architects står i forvejen bag prisvindende byggerier som Moesgaard Museum i Aarhus og koncerthuset Harpa i Reykjavik.

Nu kan den danske arkitektvirksomhed snart skrive endnu en markant skandinavisk kulturattraktion på cv’et. 

Således er Henning Larsen Architects kåret som vinder af konkurrencen om et nyt museum i Tromsø i samarbejde med norske Borealis Arkitekter, SLA, Cowi og Expology.

- Vi har et stærkt, tværfagligt team med lokal forankring, og vi glæder os til at udvikle museet i dialog med Statsbygg og Universitetet i Tromsø. Vores drøm er, at museet kan blive en motor, der bidrager til udviklingen af hele byens havnefront, ligesom vi har set det med koncerthuset Harpa i Reykjavik, udtaler partner og ansvarlig for Henning Larsens aktiviteter i Norge, Kasper Kyndesen, i en pressemeddelelse.

Museet skal opføres i tilknytning til Tromsøs universitet, der arbejder med arktisk natur og kultur. Byggeriet bliver op til 19.700 kvm stort og skal opføres inden for en anlægsramme på 1,5 mia. norske kroner.

Ifølge Sunnøve Lyssand Sandberg fra bygherren Statsbygg er det ikke mindst Henning Larsens erfaring med tilsvarende projekter, der har gjort udslaget for valget af rådgiverteam:

- Vi har primært ledt efter nogen, som har ledet og koordineret store og komplekse projekter med samme funktioner som museet i Tromsø skal have, og som kan tage disse erfaringer med sig i projektet. Derudover har erfaring med skitsering og projektering af kulturbyggerier vejet tungt. På disse punkter var vindergruppen klart bedst, siger Sunnøve Lyssand Sandberg.

Det seneste år har Henning Larsen vundet store byudviklingsopgaver i Belfast, Bruxelles og Gdansk. Viden og erfaringer fra de projekter bliver også sat i spil i Tromsø:

- Vi ved, fra vores arbejde med revitalisering af havnenære arealer i hele Europa, at det har stor effekt at få knyttet mennesker, byen og vandet tættere sammen. Vi ser et kæmpe potentiale i de blandede funktioner og brugere, som Universitetsmuseet skal huse. Lokale og internationale studerende, forskere og museumsgæster kommer til at skabe et helt særligt miljø i og omkring museet, siger Kasper Kyndesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.222