23948sdkhjf

Energibesparelser er ikke varm luft

Udspillet til en ny energiaftale glimrer ved sit fravær af en indsats for energibesparelser i bygninger, mener dagens debattør

Mange af de danske bygninger er gamle og utætte. Knap 65 procent af Danmarks bygningsareal er opført før 1980, inden der blev stillet krav til bygningers isoleringsevne og energiforbrug. I mange bygninger siver varmen derfor stadig ud, selv om vi har mange gode teknologier, som kan gøre bygningerne i bedre energimæssig stand.

Isolering af loft og vægge, nye vinduer og døre, eller nye systemer til styring af energiforbruget, er blot eksempler på løsninger, som kan nedsætte forbruget af energi i vores bygninger. Bygninger der samtidig bliver rarere at bo i og lettere at vedligeholde.

Derfor bør det være åbenlyst, at energieffektivitet i bygninger spiller en central rolle i forhandlingerne om en ny energiaftale for perioden efter 2020. Ikke mindst set i lyset af Danmarks mål om at være uafhængig af fossile brændsler i 2050.

Men nej, desværre glimrer regeringens udspil til en ny energiaftale ved sit fravær af en indsats for energibesparelser i bygninger.

Heldigvis skal udspillet forhandles, og vi må håbe, at politikerne tager de mange budskaber om en langt mere ambitiøs indsats for energibesparelser til sig.

VM i grøn omstilling
Senest har Klimarådet fremhævet, at en forfejlet energispareindsats ikke bør lede til den konklusion, at energispareindsatsen fremover kun bør rettes mod erhvervene:

Flere aktører i byggebranchen, herunder Dansk Byggeri, har længe argumenteret for, at energiselskabernes indsats aldrig har fungeret særlig godt i forhold til energibesparelser i bygninger. Der skal en ny indsats til, som ikke varetages af energiselskaberne.

Vi hører også, at Danmark skal være verdensmester i grøn omstilling. Men det vil være naivt at tro, at Danmark beholder sin førerposition på energibesparelser uden en aktiv ambitiøs politik på området. Og mister vi positionen, vil det gå ud over både vækst og beskæftigelsen, som klimaets grønne tænketank Concito også fremfører. Det bør kunne få politikerne til at fange interessen.

Global klimaindsats
Der er ingen tvivl om, at hele verden kommer til at efterspørge de energieffektive teknologier, hvis den globale klimaindsats skal lykkes. Vi behøver bare kigge til vores venner i EU, hvor der lige er blevet vedtaget et ambitiøst direktiv, som fremmer energibesparelser i de europæiske bygninger.

Som hovedforhandler på bygningsdirektivet siger medlem af Europa-Parlamentet og tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendsen (C) det direkte til regeringen, når han fremhæver, at regeringen må op af stolene og stille skarpt på energibesparelser - også i bygningerne.

Energibesparelser er ikke varm luft. Det er godt for samfundsøkonomien, klimaet, forsyningssikkerheden, væksten og beskæftigelsen. Det er sagt mange gange, og det er sagt af mange. Men det tåler at blive sagt igen: Vi kommer ikke uden om en aktiv politisk indsats for energibesparelser i vores bygninger.

Kom nu Christiansborg - vi har brug for en ambitiøs, bred og langsigtet aftale, ikke et smalt hurtigt indgået forlig uden en indsats for energibesparelser i vores bygninger.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125