Klar til at skrotte projekt til 80 millioner
Såfremt det kommende energiforlig byder på en fast afgift på overskudsvarme får det konsekvenser i Aalborg Kommune.
Her er mere end 20 pct. af fjernvarmen baseret på industriel overskudsvarme.
Forslaget fra regeringen går på at indføre en fast afgift på overskudsvarme på 20,5 kr./GJ, hvilket vil hæve prisen for et standardhus med 275 kr. om året, når stigningen er fuldt indfaset i 2028.
Det kan umiddelbart synes af en lille prisstigning, men det er ikke kun forbrugerne, der rammes på pengepungen, hvis afgiften fastholdes i det kommende forlig.
- Vi er meget bekymrede over, at forslaget om en fast afgift på overskudsvarme vil have negative konsekvenser ikke kun for borgerne i Aalborg Kommune, som rammes på pengepungen, men også for mulighederne for i fremtiden effektivt at udnytte den energi, der allerede er produceret som overskud i industrien og detailbranchen, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Dropper investering
Hos Aalborg Portland, som leverer en stor del af overskudsvarmen til borgerne i Aalborg Kommune, deler man bekymringen for udsigten til faste afgifter på overskudsvarme:
- Forslaget gør, at vi ikke kan investere de yderligere 80 mio. kr. i et nyt overskudsvarmeanlæg, selvom det ville give os mulighed for at øge mængden af overskudsvarme med ca. 43 procent, siger Michael Lundgaard Thomsen, Aalborg Portland og fortsætter:
- Når vi ikke kan lave den her investering, så går borgerne i Aalborg kommune glip af en årlig besparelse fra billig overskudsvarme på ca. 50-60 mio. kr. I stedet skal man forventeligt producere varmen på Nordjyllandsværket, som vil lede til unødig afbrænding af ca. 20.000 ton kul, der giver en øget CO2-udledning på ca. 101.000 tons CO2.
Centralt element
Overskudsvarme anses som et bæredygtigt og vedvarende element i energiforsyningen, da varmen kun er tilgængelig som et overskud fra en primær og effektiv fremstillingsproces.
Fortsat udvikling og optimering af udnyttelse af overskudsvarme er et centralt element i den grønne omstilling fra kul til fossilfri varmeproduktion i Aalborg Kommune.
- Det eneste jeg kan opfordre til i denne sammenhæng er, at forslaget om uforståelige afgifter på overskudsvarme droppes, siger Thomas Kastrup-Larsen.