Nyt boligprojekt udfordrer rammerne
Pluskontoret Arkitekter er sammen med Dansk Boligbyg og Sweco udpeget til vinder af totalentreprisekonkurrencen om den nye bydel Tornhøjgaardparken i Aalborg Øst.
Projektet indeholder opførelse af almene boliger, private boliger, detailforretning og café. Boligdelen består af 7125 kvm almene boliger samt 2040 kvm private boliger, mens erhvervsdelen rummer en Lidl-dagligvarebutik inklusiv p-pladser og tilkørselsforhold på 2622 kvm og en café på 100 kvm.
Byggeriet har en samlet anlægssum på 130 mio. kr før moms.
Bygherre er Himmerland Boligforening, afdeling 78 og 86, Projektas A/S samt Lidl Danmark K/S.
Innovative løsninger
For Pluskontoret Arkitekter har det været et spændende konkurrenceforløb med et godt samarbejde og plads til innovative løsninger.
- Vi har i hele konkurrenceforløbet haft fokus på bygherreteamets intentioner og ideer - og samtidigt ville vi udfordre rammerne med innovative og anderledes løsninger. Dét har båret frugt, siger sagsarkitekt Peter Anker Møller, Pluskontoret Arkitekter.
Tornhøjgaardparken forventes færdigbygget ultimo 2020.