En smuk æske
En lille æske, formet og skabt af næsten alle de discipliner, han mestrede. Sådan fremtræder arkitekt og kgl. bygningsinspektør Svenn Eske Kristensens eget sommerhus fra 1954. Her forenes hans skarpe blik for omgivelserne, for datidens nye industrielle materialer og for glæden ved historisk forankring.
Svenn Eske Kristensens fritidsbolig ligger i det naturskønne område "Bjergene" i Odsherred, og huset er placeret ved bredden af en lille sø.
Arkitekturen associerer til en æske, der består af to dele, som gennem forskellige materialer, byggemetoder og farver giver bygningen et kontrastfyldt udtryk. Samtidig er navnet på huset en reference til familiens og arkitektens mellemnavn ’Eske’.
Den nederste æske er opført i gasbetonsten, der er malet hvide, mens den øverste æske er en ren trækonstruktion med spånbeklædte, sortbejdsede facader. Overalt i huset er der anvendt førsteklasses materialer, og inde i huset findes et væld af byggetekniske detaljer og håndværksmæssige raffinementer.
Realdania By & Byg købte Esken for at sikre et eksempel på et markant arkitektonisk fritidsbyggeri af Svenn Eske Kristensen, hvor beliggenhed, arkitektur og håndværksmæssig udførelse i konstruktion og detaljer fremtræder som helhed.
Kvalitet i dagligdagen
Langt det meste af Eske Kristensens byggerier fra 1950’erne og 1960’erne er sociale boligbyggerier og store produktionsanlæg. Det blev ikke til mange enfamiliehuse fra hans hånd, men selv i disse små huse formåede han at bringe sit skarpe blik for alle elementer i spil.
- Med sine sociale boligbyggerier medvirkede han ikke blot til tidens kamp mod en stor boligmangel, men også til et kvalitetsløft af de fysiske rammer for mange menneskers daglige udfoldelse - især hans utrættelige arbejde for gennem økonomiske analyser og brugerundersøgelser at sikre altaner i lejlighederne og spisekøkkener, så kvinderne ikke var forvist i isolation i køkkenet, fortæller professor og arkitekt MAA, ph.d Peter Thule Kristensen i en pressemeddelelse. Han er medforfatter til monografien "Svenn Eske Kristensen - velfærdsarkitekten", der blandt andet beskriver arkitektens brugerundersøgelser.
Kaptain
Beboerinddragelse og forældrekontrol
Skal man tro de tre døtre – Hanne, Karen og Ninna Eske – blev der næppe foretaget en beboerundersøgelse, da deres far, arkitekt og kgl. bygningsinspektør Svenn Eske Kristensen, i 1952 gik i gang med at tegne og bygge det hus, som skulle være familiens sommerresidens ved Fårevejle.
Om manglen på beboerinddragelse fortæller de, at da det kom til elforsyningen, så blev afbryderen til start og sluk af el-generatoren placeret i forældresoveværelset, lige ved hovedgærdet på Eske Kristensens seng. På den måde kunne han nemt slukke for lyset, når der blev for megen fnisen og snakken på pigeværelserne. Men ellers var beboerundersøgelser en arbejdsmetode, som Svenn Eske Kristensen benyttede sig af i mange af sine store boligbyggerier i de spirende forstæder 1950’erne og 1960’erne – flere år før, at det rigtigt kom på mode at involvere de beboere, der skulle bygges for. I april 2004 købte Realdania Esken og har siden gennemført en gennemgribende istandsættelse af ejendommen. Tirsdag 12. juni kan du få en rundvisning i arkitektens sommerhus – hvis du er tilmeldt på forhånd. Læs mere på Realdania.dk |