Arkitektkonkurrencer skal gøre midtfynsk drøm til virkelighed
1.200 nye borgere skal flytte til Årslev/ Sdr. Nærå i det nordlige Faaborg-Midtfyn inden 2030.
Det er ambitionen for Faaborg-Midtfyn, som til formålet har valgt at udskrive ikke blot én, men hele to arkitektkonkurrencer.
Mandag aften var over 100 borgere mødt frem til offentliggørelsen af de hold, der skal være med i den afsluttende fase af de to konkurrencer.
Den ene konkurrence skal skabe rammerne om en ny, bæredygtig bydel, mens målet med den anden konkurrence er at skabe en ny samlende bymidte for Årslev og Sdr. Nærå.
- Vi er ambitiøse. Vi kan noget særligt her. Derfor tror, vi også på, at området vil kunne tiltrække mange nye borgere, siger borgmester Hans Stavnsager (S) i en pressemeddelelse.
Kommunens ambitionsniveau gør indtryk på Jan Christiansen, tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune, der er fagdommer på konkurrencen om en samlende bymidte:
- Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg fik kommunens konkurrenceprogrammet tilsendt. Det slog fuldstændig benene væk under mig. Den kreativitet og det engagement i en forholdsvis lille by på Fyn. Det er enestående, siger Jan Christiansen, der roser det høje niveau blandt konkurrencedeltagerne.
Konkurrencen om bymidten: En unik bymidteFem hold har deltaget i konkurrencen, hvor følgende to går videre til den afsluttende fase: Holscher Nordberg Architects med underrådgiverne Sted Landskabsarkitekter, Urban Creators, Fjerring Ingeniører og konsulent Birgit Paludan. Arkitema og Arkitema Landskab med underrådgiverne Moe, Circular Transition og konsulent Hanne Wittdorf Tanvig. - Det er to meget forskellige forslag. Det ene er kendetegnet ved en meget stærk urbanitet, mens det andet forslag i den grad tager afsæt i byens ånd og skaber rum for, at ting kan vokse nedefra. Det bliver en meget unik bymidte, siger fagdommer i konkurrence, Jan Christiansen. |
Konkurrencen om bydelen: Fællesskabet i fokusFem hold har deltaget i konkurrencen, hvor følgende to går videre til den afsluttende fase: Tegnestuen Vandkunsten med underrådgiverne Bactocon, Raw Mobility, DEM & Esbensen. Holscher Nordberg Architects med underrådgiverne Sted Landskabsarkitekter, Urban Creators, Fjerring Ingeniører og konsulent Birgit Paludan. - Det er nogle rigtig spændende forslag, der hver især har fokus på fællesskabet – uanset hvilket arkitekthold, der ender med at vinde, så bliver det også en bydel, man ikke har set før, og hvor naturen og landskabet er inviteret indenfor, siger fagdommer Mikkel Frost. |