23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Alting koster - også erhvervsuddannelse

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Normalt er der ikke de store forkromede udmeldinger på byggeriets område, når Folketinget holder sin traditionsrige afslutningsdebat. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bebuede dog under debatten i onsdags, at regeringen til efteråret lancerer et udspil til, hvordan flere unge søger og gennemfører en erhvervsuddannelse.

Der er da også brug for det. For i øjeblikket er det kun lidt over 19 procent af en ungdomsårgang, som har valgt en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Dermed er der fortsat et stykke vej til målet om 25 procent i 2020 og de mindst 30 procent, der skal søge en erhvervsuddannelse i 2025.

Som med alle udspil bliver det igen et spørgsmål om, hvor mange penge regeringen og et flertal i Folketinget ønsker at skyde i indsatsen. For gode erhvervsuddannelser koster penge, og erhvervsskolerne skal selvfølgelig have de rette forudsætninger for at investere i nyt udstyr og ny teknologi.

Samtidig bør der være et langt større samspil mellem folkeskolen og erhvervsskolerne, så vejledningen over for eleverne i 9. og 10. klasse styrkes yderligere. Her har den haltet længe.

Men spørgsmålet er jo, hvor villig regeringen er til at poste flere penge i erhvervsuddannelserne med tanke på, at erhvervsskolerne i den seneste finanslov blev pålagt besparelser på 100 mio. kroner.

Derfor klinger statsministerens udtalelser foreløbig lettere hult. For erhvervsuddannelser koster penge, hvis dansk håndværk fortsat skal være i front.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094