23948sdkhjf

Regnskabsrekord: Tømrer har travlt med tørrelofter

 Med en omsætning på 41 mio. kr. i 2017 lander Tagsnedkeren det bedste resultat nogensinde.

Ifølge adm. direktør Claus Jensen er det en satsning på tagrenoveringer, facaderenoveringer samt ikke mindst omdannelse af gamle københavnske tørrelofter til moderne lejligheder, der skaber væksten hos tømrerfirmaet fra Stenlille på Sjælland.

- Det område bevæger vi os mere ind på, og blandt andet derfor forventer vi også en vækst på 20-25 procent de kommende år, siger Claus Jensen, som også fremhæver en anden årsag til fremgangen; digitalisering.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser ellers, at it-investeringerne er for nedadgående i byggebranchen med et fald på næsten en femtedel fra 2015 til 2016.

Men ikke hos Tagsnedkeren, der har digitaliseret fakturahåndtering og bogføring med regnskabsprogrammet e-conomic. Samtidig er hele tilbudsgivningen effektiviseret og digitaliseret.

- Med eksempelvis Sigma, som vi indførte for ca. tre år siden i stedet for Excel, er vi blevet langt skarpere til at give præcise tilbud, derfor har det været muligt for os at omsætte væksten direkte til bundlinjen, siger Claus Jensen med henvisning til, at Tagsnedkeren har løftet sin indtjening hvert år siden 2012/13.

- Vi regner simpelthen ikke forkert længere, og det betyder, at vi de sidste tre år har tjent penge på alle de sager, vi har vundet.

Tidligere var de to mand, der regnede tilbud, men på trods af, at der i dag ryger langt flere tilbud gennem maskineriet i Stenlille, så har overgangen til Sigma effektiviseret tilbudsgivningen så markant, at det i dag kun er Claus Jensen, der regner.

Han peger på, at det at digitalisere sin forretning jo ikke er en kæmpe omvæltning, hvor alt skal udskiftes og digitaliseres fra det ene øjeblik til det andet. Det er et spørgsmål om at bruge nogle digitale værktøjer, der passer ind i virksomheden og som automatiserer og optimerer nogle manuelle arbejdsgange.

Tagsnedkeren ApS
mio. kr. 2016/17 2015/16
Bruttofortjenste  12,9 12,5
Resultat af primær drift 2,7 2,5
Resultat før skat 2,4 2,2
Årets resultat 1,8 1,7
Balancesum 14,6 13,7
Egenkapital 4,6 2,7
Antal ansatte 23 22
Regnskabsåret dækker perioden 1. oktober - 30. september.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125