DAGENS LEDER: Kortlægning af asbest mangler
En undersøgelse viste for tre år siden, at to til fire ugers udsættelse for asbest kan forårsage lungehindekræft. Og med godt 400 årlige tilfælde af kræft, der kan relateres til asbest - heraf omkring 100 tilfælde af lungehindekræft - er asbest fortsat en farlig del af byggeriet. På trods af, at det er 30 år siden, at asbest blev forbudt i byggerier herhjemme.
Med det in mente nedsatte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sidste år en arbejdsgruppe med repræsentanter fra en bred vifte af arbejdsmarkedets parter, der nu er kommet med 20 anbefalinger til nye initiativer, så færre udsættes for asbest.
Bedre forundersøgelser og en større klarhed over roller og pligter i forhold til reglerne om asbest kan sikkert nok være en del af forebyggelsen, så bygge- og anlægsarbejdere ikke pådrager sig kræft af at gå på arbejde.
Men på et punkt kan man konstatere, at anbefalingerne har sine mangler. En decideret kortlægning af asbest i byggeriet skal fortsat ikke finde sted. For ikke mindst den yngre generation af bygge- og anlægsarbejderne er asbest ingen kendt problematik. De har nemlig i bund og grund aldrig kendt til asbestfaren fra 70’erne og 80’erne. Og selv om man måske nok har en ide om, hvor mange bygninger der indeholder asbest, så findes asbeststøv også i jorden, der kan hvirvles op ved gravearbejder.
En kortlægning er dyr at foretage, men anbefalingerne må ikke komme til kort, fordi vi i realiteten ikke aner, hvor stor en del af byggeriet, som er ramt. Og byggeriets ansatte skal selvfølgelig ikke gå på arbejde med fare for eget helbred.