23948sdkhjf

Grønttorvet får et bofællesskab for seniorer

FB Gruppen, PKA og Realdania står bag projektet, som netop har fejret rejsegilde.

Efterspørgslen på seniorbofællesskaber er stigende, og hos Realdania arbejder man derfor på at kickstarte en udvikling, der kan møde behovet.

Under overskriften ”Rum og fællesskaber for ældre” har fonden afsat 52 mio. kroner til en række initiativer. Et af disse er et seniorbofællesskab med 49 boliger, som opføres på Grønttorvet i Valby sammen med pensionsselskabet PKA og projektudvikleren FB Gruppen.

Boligerne, der er tegnet af Mangor & Nagel, skal stå færdige i foråret 2019, og der er netop fejret rejsegilde.

- Vi tror på, at denne boform giver et bedre seniorliv. Vi har iværksat tiltaget ’Rum og fællesskaber for ældre’, hvor vi sammen med andre parter vil udvikle nye, gode bofællesskaber, med plads til både fællesskab og privatliv, og som alle har råd til at bo i. Det gælder også den gruppe, der har en lavere indtægt, og som på det private marked i dag typisk ikke har adgang til denne type bolig, siger filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro.

Det er FB Gruppen, der står bag udviklingen af den gamle grønttorvsgrund. Når bydelen står færdig i 2021, vil der være opført 2.300 boliger med afsæt i en vision om at skabe en mangfoldig beboersammensætning.

- Med seniorbofællesskabet er vi med til at understøtte den mangfoldighed, der er visionen for hele området. Grønttorvet får både familieboliger, seniorboliger og ungdomsboliger med plads til alle typer mennesker, hvor der kan dannes fællesskaber på kryds og tværs, siger administrerende direktør Hans-Bo Hyldig.

Undersøgelser fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – viser, at flere end 80.000 ældre overvejer at flytte i seniorbofællesskab. Udfordringen er, at der er mangel på seniorbofællesskaber. I dag er der 7.000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, og der står ca. 8.400 ældre på venteliste.

Realdania er på vej med yderligere et eksempelbyggeri i Ringkøbing, hvor fire teams netop er blevet prækvalificeret i en totalentreprisekonkurrence.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125