23948sdkhjf

Industrigigant ombygger hovedsæde

Totalrenovering skal skabe et af hovedstadens mest moderne domiciler med plads til 1.000 medarbejdere.

I 2019 eller 2020 går FLSmidth efter planen i gang med en storstilet ombygning af sit hovedkontor på Vigerslev Allé i Valby.

Virksomheden, der fremstiller produktionsudstyr til cementindustrien, har indgået en eksklusivaftale med ATP Ejendomme, der bliver investor, bygherre og udlejer af ejendommen.

Det oplyser de to virksomheder i en fælles pressemeddelelse.

- Vores eksisterende bygninger er ikke tidssvarende, så vi skal under alle omstændigheder finde nye lokaler inden for kort tid. I samarbejde med kommunen vil vi udarbejde en ny lokalplan, så vi kan bevare vores tilknytning til Valby. Med ATP Ejendomme som ejer af bygningen vil vi indgå i et langsigtet samarbejde omkring det nye campus og sikre vores tilstedeværelse i bydelen i mange år frem, siger Christian Halken, der er landechef for FLSmidth i Danmark.

Med projektet totalrenoveres dele af de bevaringsværdige historiske kontorlokaler ud mod Vigerslev Allé, og der opføres helt nye kontorfaciliteter.

De øvrige eksisterende bygninger forventes nedrevet, hvilket kan give plads til nye boligejendomme på den sydlige del af grunden. Dette vil afhænge af lokalplanen.

FLSmidth og ATP Ejendomme forventer i løbet af de kommende måneder at indgå en egentlig samarbejdsaftale, der formaliserer rollefordelingen i forhold til arbejdet med lokalplan og selve byggeprojektet.

- Vi forventer at kunne opføre et af hovedstadens mest moderne domiciler, som samtidig er begunstiget af en meget langsigtet lejer. Det vil bidrage til at skabe og fastholde arbejdspladser i byen og samtidig sikre et stabilt afkast til ATP’s medlemmer i mange år frem. Opførelse af boliger til udlejning på resten af grunden er i fin tråd med ATP Ejendommes investeringsstrategi, siger Michael Nielsen, direktør i ATP Ejendomme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11