23948sdkhjf

Viborg vælger rådgiver til skole- og sportsprojekt

Ny folkeskole bliver den første nybyggede i Viborg i mere end 40 år.

Nu starter arbejdet med at bygge en ny skole og renovere hallen i Viborg-bydelen Overlund.

Kommunen har valgt Erik Arkitekter som rådgiver i den indledende udviklingsfase af projektet, hvor ambitionen ikke blot er at bygge en skole med tilhørende idrætshal.

- Det skal være et byggeri, som funktionelt og arkitektonisk rækker ind i fremtiden. Men samtidig skal det være et sted, som flest muligt i Overlund skal føle som deres – uanset om man kommer for at gå i skole, til foreningsidræt eller andre kulturelle og sociale formål, siger Hans Henrik Gaardsøe, der er direktør for skoleområdet i Viborg Kommune.

Erik Arkitekter er valgt i konkurrence med tre andre rådgivere og skal nu i gang med at udarbejde det byggeprogram, som kommunen skal bruge som afsæt for en arkitektkonkurrence.

- Vi går til opgaven med stor ildhu. Det er ikke hver dag, man som rådgiver får mulighed for at præge et projekt med den tyngde og de ambitioner. Vi har allieret os med gode folk, der kan være med til at udfordre den måde, man normalt tænker skole og idrætshal på, siger Gitte Frederiksen Kjølby, der er projektleder hos Erik Arkitekter.

Der er afsat 200 mio. kroner til en ny Overlund Skole og 11 mio. kroner til renovering af Overlund Hallen. Den nye skole skal være klar i 2022 med plads til 800 elever og mulighed for udbygning.

Til renoveringen af Overlund Hallen forventer byrådet, at det afsatte beløb suppleres af medfinansiering gennem lokal indsamling, sponsorater og eventuelle lån.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116