23948sdkhjf

Bygma Gruppen øger omsætningen med over 500 millioner kroner

2017-regnskabet viser koncernens bedste resultat nogensinde

Bygma Gruppen har i 2017 haft sit bedste år nogensinde - i hvert fald set fra et regnskabsmæssigt synspunkt.

Med offentliggørelsen af 2017-regnskabet præsenterer koncernen således sit hidtil bedste resultat målt på både omsætning og indtjening.

Helt præcist lød omsætningen sidste år på 7,5 milliarder kroner, hvilket er 542,8 millioner kroner mere end 2016. Den organiske vækst, uden tilkøbte virksomheder, udgør 7,8 procent.

Resultatet før skat beløber sig til 377,1 millioner kroner, hvilket er en stigning på 19,4 procent i forhold til året før, hvor resultatet lød på 315,9 millioner kroner.

I en pressemeddelelse skriver administrerende direktør Peter H. Christiansen, at han er "meget tilfreds" med årets regnskab. Han tillægger især koncernens koncept "Ikke for amatører” en del af æren for det gode resultat.

Konceptet blev søsat i 2015 og henvender sig til det professionelle og semi-professionelle segment.

- Vi har sat handling bag ordene og har introduceret vores koncept i Island, hvor vi har åbnet en stor ny proff-butik i Reykjavik. Vi har strammet konceptet op og, som en konsekvens af dette, lukket to mindre byggemarkeder i Danmark. Til gengæld har vi etableret helt nye forretninger i Aalborg og Frederiksværk, ligeledes med fokus på det professionelle segment, fortæller Peter H. Christiansen.

Bygma Gruppen har i dag omkring 100 forretningsenheder i hele Norden, og godt 25 procent af omsætningen ligger i dag uden for Danmark.

Ifølge Peter H. Christiansen har Bygma Gruppen "en betydelig markedsandel" i de lande, hvor koncernen opererer. Han håber dog opnå endnu større markedsandele i udlandet fremover - primært i de nordiske lande.

- Væksten skal som hidtil komme fra både tilkøb og organisk vækst, siger Peter H. Christiansen.

Det kommende år forventes en mindre stigning i aktivitetsniveauet inden for byggebranchen på de markeder, hvor Bygma Gruppen driver forretning. Som følge heraf forventes en omsætning og et resultat på niveau med eller lidt højere end 2017.

Bygma Gruppen A/S
t.kr. 2017 2016
Nettoomsætning 7.495.455 6.952.702
Driftsresultat 369.954 299.855
Resultat før skat 377.096 315.884
Årets resultat 294.698 245.057
Balancesum 4.180.224 3.891.646
Egenkapital 2.769.185 2.519.078
Antal ansatte 2.282 2.194
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098