Lidl vil bygge nyt hovedkontor i Aarhus
Den tyske supermarkedsgigant, Lidl, er klar til at opføre et nyt hovedkontor på 11.000 kvadratmeter sammen med en dagligvarebutik og et parkeringshus i Aarhus.
Magistraten i Aarhus Kommune har i denne uge indstillet til byrådet, at Lidl kan købe byggegrunden, der ligger i den nye kreative bydel på de tidligere godsbanearealer, også kaldet Aarhus K.
- Vi vil skabe en dynamisk og kreativ arbejdsplads for vores medarbejdere, der kommer fra 25 forskellige lande – og her er Aarhus K ideel. Vi er begejstrede for atmosfæren i området, og muligheden for at skabe nye, fælles initiativer med områdets brugere og beboere. Vi vil gerne vise, hvem vi er, og hvad vi kan bidrage med – både til Aarhus og til resten af Danmark, siger administrerende direktør Dirk Fust i en pressemeddelelse.
Vil tage aktiv del i nærmiljøet
Dagligvarebutikken skal efter planen være en såkaldt koncept-butik, hvor nye varer og kampagner kan introduceres og testes, inden de ruller ud til resten af Lidls danske butikker.
Som er del af projektet vil Lidl desuden skulle etablere et parkeringshus til brug for den nordlige del af godsbanearealerne. Huset skal foruden parkering danne ramme om små og store bylivsskabende aktiviteter for områdets besøgende, brugere og beboere.
- Netop det her område ved Godsbanen - hvor mange lokale kræfter allerede nu har skabt et virkelig spændende miljø - synes vi, er det perfekte sted for både vores hovedkontor og koncept-butik. Vi vil gerne tage aktiv del i nærmiljøet og være med til at videreudvikle området i fællesskab med vores nye naboer, siger Dirk Fust.
Byggeriet skal opføres på hjørnet af Carl Blochs Gade og Søren Frichs Vej og vil blive DGNB-certificeret. Byrådet forventes at godkende salget af grunden på førstkommende byrådsmøde, hvorefter der skal udarbejdes en lokalplan. Går alt som forventet, flytter Lidl ind med 250 medarbejdere i 2021. Kædens lagerfaciliteter bliver liggende på den nuværende adresse i Kolding.
Projektet, der er tegnet af Link Arkitektur, præsenteres torsdag den 12. april klokken 11.30 ved et pressemøde på godsbanearealerne ved indkørslen på Carl Blochs Gade.