23948sdkhjf

Sprængning af silo gik galt: Væltede den forkerte vej

En sprængning af en 53 meter høj silo i Vordingborg gik fredag eftermiddag helt galt, da siloen væltede den forkerte vej.

Ingen personer er kommet til skade.

Sprængningen på Vordingborg Havn var planlagt til klokken 16 fredag eftermiddag.

Men først omkring klokken 16.45 lød braget, og da gik det helt galt, da siloen væltede en anden vej end planlagt.

Siloen væltede ned i og smadrede hele det ene hjørne af Kulturarkaden, der rummer bibliotek og musikskole.

- Sådan noget må ikke ske, men jeg glæder mig først og fremmest over, at ingen personer kom til skade, lyder det fra Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S).

Han var blandt de mange mennesker, der havde taget opstilling ved havnen for at se sprængningen på sikker afstand, og han var ligesom mange andre chokeret, da siloen væltede den forkerte vej.

- Heldigvis var Kulturarkaden et af de sikkerhedsmæssigt afspærrede områder, hvorfor der ikke opholdt sig nogen mennesker i bygningen, siger Mikael Smed.

Borgmesteren kan ikke sige noget om, hvornår biblioteket og musikskolen kan tages i brug igen.

- Det ser umiddelbart ud til, at det er nogle kontorer i det ene hjørne af bygningen, det er gået ud over, siger Mikael Smed.

- Nu skal der ryddes op for blandt andet støv og glasskår, og så skal det undersøges, hvor meget det er gået ud over bygningens stabilitet.

Skatteborgerne i Vordingborg skal ikke være bekymret for en ekstra regning for udbedring af skaderne. Den vil blive sendt til entreprenørens forsikring.

Siloen skulle rives ned for at give plads til et byggeri med hotel, boliger, kontorer, café og konferencefaciliteter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105