BIG-projekt rykker nærmere ved Rungsted Kyst
Hørsholm Kommune og konsortiet Momo, der består af Moe, Bjarke Ingels Group (BIG), Momo Development og en kreds af investorer, har gennem længere tid arbejdet på at realisere projektet ”Senior Service Boliger” på Vestre Stationsvej i Rungsted Kyst.
Ambitionen er at skabe en ny boligform for at imødekomme den stærkt voksende generation af borgere, der ønsker at flytte i en mindre bolig af høj kvalitet, med god lokation og service.
- For os er det en enestående mulighed for at komme med vores bud på en moderne boligform til en voldsomt voksende befolkningsgruppes behov og ønsker om et aktivt liv i en kvalitetsbolig. Med erfaringer fra vores projekter i over 35 lande benytter vi os af den viden, vi har samlet, og kan derfor udvikle en ejendom, der i harmoni med naturen og byen omkring Rungsted Station. Projektet kommer til at sætte en ny standard for, hvordan det ultimative seniorliv kan leves, siger David Zahle, partner i BIG, i en pressemeddelelse.
Med afsæt i investeringsstrategien ”Velfærd frem for mursten” igangsætter kommunalbestyrelsen nu arbejdet med en helhedsplan for området ved Rungsted Kyst station, som ifølge borgmester Morten Slotved (C) rummer et enormt udviklingspotentiale.
- Helhedsplanen skal få infrastruktur, boliger, handelsliv, skole, dagtilbud og fritidsaktiviteter til at gå op i en højere enhed, siger borgmesteren og tilføjer mere specifikt om Momo-konsortiets boligprojekt:
- Vi har længe efterspurgt en ny type boliger, der er direkte henvendt til vores aktive seniorer med fokus på høj kvalitet og banebrydende arkitektur. Dette projekt imødekommer den stigende efterspørgsel, vi længe har oplevet, og samtidig frigives der også en boligmasse, der tiltrækker stærke børnefamilier. Projektet har løbende mødt politisk opbakning og er en meget interessant mulighed for området omkring Rungsted Kyst Station.
Arbejdet med helhedsplanen går i gang nu og forventes afsluttet i august 2018.