23948sdkhjf

Østjysk entreprenør fuldbyrder generationsskifte

Stifteren af det over 40 år gamle entreprenørfirma Brdr. Thybo er trådt ud af ejerkredsen efter et planlagt generationsskifte

Entreprenørvirksomheden Brdr. Thybo A/S fra Skanderborg har gennemført et generationsskifte, der blev iværksat i 2014.

Det betyder, at den sidste Thybo i ejerkredsen, Niels Peter Thybo, har overdraget det fulde ejerskab af virksomheden til Casper M. Hansen og Morten B. Christiansen.

Sidstnævnte er også adm. direktør i virksomheden og fortæller, at virksomheden fremover vil fastholde retningen og profilen.

- Vi kommer til at videreføre de eksisterende værdier, og virksomheden kommer til at holde fast i kerneområderne, siger adm. direktør Morten B. Christiansen.

Virksomhedens små 65 ansatte skal heller ikke skifte visitkort, for navnet Brdr. Thybo A/S bliver også beholdt.

Løbende overgang
I overgangsfasen har Niels Peter Thybo fungeret som sparringspartner, mens Casper M. Hansen og Morten B. Christiansen egentlig allerede overtog den daglige ledelse, da generationsskiftet blev sat i gang.

Ledelsen

Direktionen i Brdr. Thybo A/S består af ejerne Casper M. Hansen og Morten B. Christiansen med Christiansen som adm. direktør

De to ovennævnte udgør bestyrelsen sammen med bestyrelsesformand Paul Bjerring

- Niels Peter skulle være sikker på, at selskabet kunne køre videre uden ham, og han har fungeret som en form for mentor i de seneste tre og et halvt år. Men Casper og jeg har haft rimelig frie tøjler til at drive selskabet, fortæller Morten B. Christiansen.

Virksomheden beskæftiger sig med fag- og hovedentrepriser inden for murer- og betonarbejde, renovering og ombygning samt nybyggeri. Det foregår typisk i en radius af 50-70 km fra domicilet i Skanderborg.

Tre Thybo-brødre
I det seneste regnskab, der er fra 2016/17, kom Brdr. Thybo ud med et overskud på 2,8 mio. kroner og et bruttoresultat på 27,1 mio. kroner.

Niels Peter Thybo og broren Erik stiftede virksomheden i 1977, og ejerkredsen blev senere udvidet med deres bror Erling. Casper M. Hansen har været i virksomheden i 22 år, mens Morten B. Christiansen kom til i 2002.

Virksomheden solgte i 2015 datterselskaberne Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S og Brdr. Thybo & Co. A/S (i dag Lph Byg A/S, red.) fra.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.239