DAGENS LEDER: Økonomisk gulerod er nødvendig
En højere energistandard i landets bygninger har efterhånden været på dagsordenen i flere år - både på Christiansborg, men også hos landets byggeorganisationer.
Størstedelen af nybyggerierne herhjemme bliver efterhånden klassificeret efter en af de mange bæredygtighedscertificeringer, der blandt andet sigter på at have et fornuftigt energiforbrug i bygningen.
Men skal vores energiforbrug sættes ned, kræver det en langt højere grad af energirenoveringer i den eksisterende bygningsmasse. For det er her, at de store fremtidige gevinster er at hente, når man tager i betragtning, at den eksisterende bygningsmasse står for 40 procent af energiforbruget herhjemme.
Landets boligejere kan således gøre meget selv for at nedbringe energiforbruget i deres egne boliger. Eksempelvis ved at udskifte døre og vinduer eller vælge en mere miljø- og energivenlig opvarmning. En stor investering, men omvendt en af slagsen, der kan tjene sig selv hjem på sigt. Samtidig har Folketinget med forlængelsen af Boligjobordningen valgt at tilgodese energivenlige løsninger.
Og det er nok det, som skal til, for økonomiske gulerødder er vigtige, hvis man skal få boligejerne til at energirenovere. Det bør energipolitikerne på Christiansborg have i tankerne, når de inden for de kommende måneder sætter sig sammen for at strikke et nyt energiforlig sammen. Der er brug for et klart signal om, at energirenoveringer er vejen frem.