23948sdkhjf

Aarhus får 900 boliger mod nord

Planerne for et nyt bykvarter i Skejby er netop sendt i høring. Bag projektet står A. Enggaard

Skejby i Aarhus Nord udvides i de kommende år med et nyt stort byområde.

Det sker på Skejbyvej 1-29, hvor VIA University College havde til huse inden flytningen til Ceres Byen.

Bydelen kommer til at rumme 900 boliger og en lang række aktivitetsfaciliteter, og generelt bliver der et stort fokus på åbenhed, bevægelse, sundhed og alsidighed.

Det fortæller project manager Jens Skinnebach fra A. Enggaard, der sammen med pensionsselskabet PKA er bygherre på hovedparten af arealerne inden for det lokalplansområde, som netop er sendt i høring.

- Grunden ligger i forvejen i et attraktivt boligområde med både Skejby Centret, gode indkøbsmuligheder, et gymnasium og Mollerup Skov tæt på. Men vi vil gerne tilføre endnu flere faciliteter til kvarteret. Derfor planlægger vi blandt andet at etablere en multibane, et offentlig strøg og nyanlagte stier, som kommer alle aldre til gode, siger Jens Skinnebach.

688 boliger
A. Enggaards og PKA’s planer omfatter en børnehave og 688 boliger i op til seks etager. 110 af boligerne bliver almene og opføres i samarbejde med Lejerbo. De resterende boliger bliver en blanding af private ejer- og lejeboliger.

Derudover har parterne valgt at bevare og renovere idrætshallen på grunden - som et bidrag til det fællesskab og miljø, som ønskes til området.

Således bliver hallen en aktiv og dominerende del af området, og den beslutning glæder man sig over hos blandt andre Idrætshøjskolen Aarhus, der står for en stor del af aktiviteterne i hallen.

- I mange år har udviklingshæmmede haft stor glæde af hallen i dagtimerne, og det får de også i fremtiden. Derudover fortsætter hallen med at skabe gode rammer for motionister både individuelt og i flok, da den lokale børnehave, foreninger og beboerne får mulighed for at gøre brug af den og det tilhørende fitnesscenter i eftermiddags- og aftentimerne, siger idrætshøjskolens forstander Henrik Løvschall.

Butiks- og aktivitetstorv
Lokalplansområdet indeholder desuden mulighed for dagligvarebutik med butikstorv, aktivitetstorv samt attraktive grønne arealer, der kommer til gavn for blandt andre beboerne, den nye børnehave og lokale foreninger.

Lokalplanen forventes på plads i foråret, hvorefter A. Enggaard og PKA kan påbegynde byggeriet. De to parter forventer, at den nye bydel vil stå færdigbygget om cirka tre år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098