23948sdkhjf

Løkke vil rive ghettoer ned

Belastede boligområder skal rives ned, og de blandede kvarterer skal genskabes, lød det fra statsministeren i hans nytårstale

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil rive de danske ghettoer ned og genhuse beboerne.

Sådan lød budskabet i hans nytårstale, hvor han gjorde op med mange års fejlslagne politik over for belastede boligområder. Dermed følger statsministeren op på tidligere udmeldinger om at ville tage et opgør med ghettoer og parallelsamfund.

- Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind. Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs, sagde Lars Løkke Rasmussen.

En rollemodel
Løkke har tidligere lagt op til særregler for særligt udsatte skoler og boligområder, og regeringen har gennem længere tid arbejdet på forslag til, hvad man kan gøre for at løse de problemer, den ser. Men målet om helt at afvikle ghettoerne er nyt.

Et af de steder, hvor nedriverne allerede er i gang er i Brabrand ved Aarhus, hvor Brabrand Boligforening har fjernet fem boligblokke med 300 boliger i Gellerup og Toveshøj.

Dermed kan den aarhusianske boligforening kan blive en slags rollemodel for andre boligforeninger, som ønsker at gå samme vej, mener direktøren for Brabrand Boligforening, Keld Laursen.

Han er tilfreds med, at statsministeren sætter emnet på dagsordenen.

- Jeg synes, det er rigtig fint, at statsministeren lægger så stor vægt på dybest set at bryde den negative sociale arv i de her boligområder. Det er et vigtigt emne og godt at få sat fokus på, siger Keld Laursen til Ritzau.

Selv om boligblokkene er revet ned, er arbejdet med helhedsplanen ikke afsluttet endnu. Renoveringen af de øvrige blokke er fortsat i gang, og der forhandles med investorer om salg af jord til opførelse af privat boligbyggeri. Idéen er at skabe et område, hvor der både er almene boliger, private boliger, butikker og erhverv.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111