DAGENS LEDER: Bro-sag lægger op til mere kontrol
Kuglepennene lå klar, og de italienske entreprenører var tirsdag kommet til København til underskrivningen af kontrakten på 2,1 mia. kroner på den nye Storstrømsbro. Men efter afsløringen af at entreprenørfirmaerne Condotte og Grandi Lavori Fincosit er under anklage - men ikke dømt - hjemme i Italien i en sag om mulig korruption og bestikkelse, er underskriften sat i bero, indtil Kammeradvokaten har undersøgt sagen til bunds.
Det tredje italienske konsortiemedlem, Itinera, der ikke er omfattet af anklagerne i hjemlandet, vandt så oven i købet i tirsdags opførelsen af det kommende supersygehus i Odense.
Korruption og bestikkelse er heldigvis nærmest ikke-eksisterende i dansk erhvervsliv, men går man til udlandet, er det i visse lande en anden sag. Eksempelvis i Italien der er en af bundskraberne blandt EU-landene i Transparencys seneste indeks over de mest korrupte lande.
Så det er en ubehagelig sag, som bygherren på Storstrømsbroen, Vejdirektoratet, er havnet i. Som reglerne er lige nu, er en dansk bygherre ikke forpligtet til at undersøge en udenlandsk entreprenør i hjemlandet. Og EU-retten har også klare regler for, hvornår man kan udelukke en virksomhed fra et udbud. Men danske bygherrer og rådgivere bør selvfølgelig i fremtiden være sig bevidste om risikoen for, at de entrerer med udenlandske entreprenører, der er mindre fine i kanten. Det lægger op til mere kontrol i forhold til, at de overholder de gældende spilleregler på det danske arbejdsmarked.