23948sdkhjf

18 altaner solgt med ugyldigt CE-mærke

Virksomheden Dansk Smede og Montage har, ifølge myndighederne, fremstillet 18 altaner med ugyldigt CE-mærkning. Virksomheden er nu konkurs og myndighederne har opgivet at politianmelde sagen

På Nørrebro i København hænger der 18 altaner i andelsboligforeningen Uranienborg.

De er fremstillet af virksomheden ’Dansk Smede og Montage’. Problemet er, at virksomheden ikke har et FCP-certifikat, og dermed ikke lovligt kan udarbejde ydeevnedeklaration og CE-mærkning af stålkonstruktionerne i altanerne.

Det viser en aktindsigt i sagen hos Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen, som Jern & Maskinindustrien har fået.

Her fremgår det, at styrelsen i et brev til virksomheden den 19. juni i år skriver følgende:

CE-mærkning af stålkonstruktioner
Siden 1. juli 2014 har det været obligatorisk at CE-mærke alle bærende stål- og aluminiumskonstruktioner, ligesom fabrikanten skal certificeres efter standarden EN 1090.

Det er Trafik, - Bygge- og Boligstyrelsen der foretager markedsovervågning og skal sikre at standarden overholdes.

I efteråret 2016 gennemførte Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen en markedskontrol på 19 besøgssteder. Ud af de 19 kontroller havde kun to et korrekt CE-mærke, og kun tre virksomheder havde en korrekt ydeevnedeklaration.

"I og med vi vurderer at Dansk Smede og Montage ikke har et gyldigt EN1090-FCP-certifikat er det vores vurdering, at I ikke lovligt kan udarbejde ydeevnedeklarationer og CE-mærker for EN 1090-produkter."

Firma gået konkurs
Styrelsen giver et påbud til virksomheden om at stoppe med at markedsføre og sælge altaner, og påbuddet kommer i forbindelse med levering af de 18 altaner til andelsforeningen Uranienborg. Styrelsen har i løbet af sagen bedt virksomheden om at dokumentere, at de overholder reglerne for CE-mærkning af bærende stålkonstruktioner.

Virksomheden svarer styrelsen, at de har et FCP-certifikat. Problemet er dog, at certifikatet er udstedt til et andet firma, nemlig Mosegård Smedie Aps, som er opløst efter konkurs i 2016. Samtidig vurderer styrelsen, at det audit-program, som Dansk Smede og Montage Aps har indsendt, også er ugyldigt. Det får styrelsen til at udstede påbud om at stoppe med salg og markedsføring af altaner.

Politianmeldelse opgivet
Da Dansk Smede og Montage ikke vender tilbage til styrelsen med dokumentation for, at de har rettet op på fejlene, og samtidig skifter navn til Smedeværksted Århus, informerer styrelsen om, at virksomheden bliver politianmeldt.

Ulovlige byggevarer
Har man mistanke om ulovlige byggevarer, eksempelvis, stålkonstruktioner, kan du anmelde dette til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på hjemmesiden byggevareinfo.dk. Man skal dog være opmærksom på, at virksomheden du anmelder har mulighed for at søge aktindsigt i sagen og dermed se hvem anmelder er. Har du et tip om CE-mærkning af stål, så skriv til lho@jernindustri.dk.

Politiet bliver dog aldrig inddraget, for en måned senere afslutter styrelsen sagen, da virksomheden Smedeværksted Århus også bliver erklæret konkurs.

"Under normale omstændigheder ville vi have overgivet sagen til Østjyllands Politi med indstilling om, at Smedeværksted Århus Aps (tidligere Danske Smede og Montage Aps) blev pålagt en bøde for i perioden fra april 2017 til oktober 2017 at have markedsført og solgt altaner uden den påkrævede certificering og dermed også uden den påkrævede CE-mærkning, og for ikke at have efterlevet henholdsvis vores påbud om at bringe forholdene i og vores påbud om at stoppe markedsføring og salg af altaner (og øvrige EN1090-produktioner)", fremgår det af sagsakterne.

Jern & Maskinindustrien har tidligere beskrevet, hvordan mange stålvirksomheder er frustrerede over den manglende kontrol af EN1090-produktioner.

Siden 2014 har danske virksomheder, der bearbejder og sælger bygningsstål, CE-mærket stålet efter EN 1090-standarden. Alligevel har Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen, der er ansvarlig for markedsovervågningen kun gennemført 26 kontroller af CE-mærkningen, hvoraf seks var stålproducenter og tre var altanproducenter. I den første markedskontrol opdagede styrelsen fejl og mangler i 85 procent af alle virksomhederne.

Læs mere: Beboere og altanfirma vidste intet

Opløst smedefirma afviser kritik

Konkursramte Dansk Smede og Montage afviser kritik af ugyldig CE-mærkning
Den tidligere ejer af Dansk Smede og Montage/Smedeværksted Århus, Birgit Kock, er ikke enig i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens påbud om stoppe salg af stålaltaner, fordi virksomheden ikke har de nødvendige certifikater til at CE-mærke altanerne.

I første omgang forsøgte Dansk Smede og Montage at videreføre et certifikat fra den konkursramte virksomhed Mosegård Smedie Aps, som ifølge Birgit Kock bestod af samme medarbejdere som Dansk Smede og Montage.

Da videreførelsen ikke blev godkendt af styrelsen, sætter virksomheden gang i at få et nyt certifikat, fortæller Birgit Kock.

Kringlet og besværligt
– Jeg mener, vi har de nødvendige godkendelser, og jeg kan ikke se, at det er et problem. Vi fik udsat sagen flere gange og satte gang i at få lavet et nyt certifikat. Det sker midt i sommerferieperioden og trækker ud. I mellemtiden bliver virksomheden erklæret konkurs af Skat, og så modtager vi ikke brevene fra styrelsen, og vi kan ikke rigtigt gøre mere, siger Birgit Kock.

Åbner I en ny smedevirksomhed?
– Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. Det er efterhånden så kringlet og besværligt. En almindelig smed med en almindelig uddannelse må ikke smede to stykker rundjern sammen uden et certifikat. Det kan ikke være rigtigt. Det er fint, der er regler, men det skal være regler, der kan arbejdes med, siger Birgit Kock.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109